Gå til hoved-indhold
07. november 2024 - kl. 11.11

Bogudgivelse: Skibsværfternes historie i ord og billeder

  • 1 af 1
    Forsiden af "Skibsværfternes historie" viser et billede fra en søsætning på Lindø Værft i 1966. 
Af: Michael Frederiksen

Danmark har spillet en stor rolle i forhold til den globale handelsflåde. Det første oceangående skib med dieselmotor blev i 1912 lavet på værftet B&W på Refshaleøen i København, og Emma Mærsk var ved søsætningen i 2006 fra Lindøværftet verdens største containerskib. I bogen "Skibsværfternes historie" beskriver Lars K. Christensen den hverdag og de mange forskellige arbejdsopgaver, som mange tusinde mænd og kvinder har haft rundt om på de danske stålskibsværfter.

Gennem mere end et århundrede har Danmark været en betydningsfuld nation indenfor skibsbygning. Næsten alle større danske kystbyer havde et værft, og de særligt store og toneangivende lå i Frederikshavn, Aalborg, Aarhus, Odense, Svendborg, Nakskov, Helsingør og København. Her har en kæmpe arbejdsstyrke gennem tiden hamret, svejset og bygget motorer til de store skibe.

I dag er de store skibsværfter lukket, og bygningerne er enten revet ned eller bruges til andre formål. Men de mange historier om kammeratskab, samarbejde og konflikter har længe ventet på at blive husket i bogform.

I "Skibsværfternes historie" beskriver historiker Lars K. Christensen det daglige slid og de store forskelle, der var blandt medarbejderne, deres uddannelse og opgaver.

Han fortæller om stoltheden, når et skib ved fælles indsats var færdigbygget og skulle søsættes. I ord og med et rigt udvalg af arkivfotos fra landets store værfter får læserne et glimt af en verden, der i dag er ukendt for de fleste, mens den for de mange værftsarbejdere var hele deres liv for bare en generation siden.

Værfterne, og dem, der arbejdede der, har i høj grad været med til at forme det moderne Danmark, og hverdagen på de store danske skibsværfter er nu en vigtig del af dansk industri- og arbejderhistorie.

Lars K. Christensen er historiker, dr.phil., og museumsinspektør ved ROMU – Roskilde Museum. Han har skrevet flere bøger om og medvirket i flere TV-udsendelser om arbejdsliv og industrihistorie i Danmark.

Idéen til at skrive om værftsarbejderne fik han, da han tilbage i 2019-20 var tilknyttet Museerne Helsingør, hvor han havde det privilegie at arbejde sammen med en gruppe stærkt engagerede tidligere værftsarbejdere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...