Foredrag: Ingen behøver sidde alene juleaften
Julen nærmer sig, og mens mange ser frem til hyggelige stunder med familien, kan det for andre være en svær tid, hvis man ikke har nogen at fejre jul med. Hans Overgaard vil i sit foredrag 4. november i Dybvad Aktivitetscenter fortælle om sit engagement i de juleaftener, der hvert år holdes på Hotel Viking i Sæby. Her åbnes dørene for et fællesskab, hvor juleglæden kan deles, så ingen behøver sidde alene juleaften.
I år er det syvende gang, at Hans Overgaard er vært ved juleaften på Hotel Viking. Det er blevet en fast del af hans og hustruen Bentes juletradition.
Hans og Bente Overgaard har hele deres arbejdsliv arbejdet med mennesker, så da de blev spurgt, om de ville være frivillige, var det en naturlig beslutning. Deres mål har altid været at skabe en varm og inkluderende aften, hvor alle kan føle sig velkomne og opleve glæden ved at fejre jul sammen.
Arrangementet på Hotel Viking er kendt for at samle folk på tværs af alder og baggrund og er blevet en fast tradition for mange. I foredraget deler Hans Overgaard dele oplevelser og erfaringer fra juleaftenerne, hvor den gode stemning og samtalerne går på kryds og tværs.
- Vi glæder os til foredraget og til at blive inspireret af Hans Overgaards fortællinger om, hvordan man kan gøre en forskel og skabe glæde i juletiden, siger Elsebeth Larsen fra Dybvad Aktivitetscenter.
Foredraget finder sted mandag 4. november kl. 14.00 i Dybvad Aktivitetscenter på Ørnevej i Dybvad.
Det koster 40 kroner i entre, inklusiv kaffe og brød.
Foredraget er åbent for pensionister og efterlønnere.