Gå til hoved-indhold
112
25. marts 2025 - kl. 16.03

70-årig skød og ramte Per Larsens bil - idømt 14 dages betinget fængsel

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En 70-årig mand er i dag blevet idømt 14 dages betinget fængsel, fordi han 11. august 2024 skød efter måger, men ramte folketingsmedlem Per Larsens bil ved Åsted på vejen mellem Frederikshavn og Hjørring. Det skriver TV2 Nord.

Den ældre mand var træt af mågerne, så ved 8-tiden den pågældende morgen skød han - fra sin matrikel - efter mågerne med et haglgevær. Det skete ud mod Hjørringvej.

Uheldigvis ramte han ikke kun mågerne.

- Jeg kommer kørende i mine egne tanker, og lige pludselig lyder der et knald, og bagruden bliver hvid, forklarede Per Larsen (C), der er valgt i Frederikshavn-kredsen, til TV2 Nord.

Han kom hurtigt kom under politibeskyttelse, indtil politiet fastslog, at der ikke var tale om et personligt angreb.

Den 70-årige mand fortalte ved Retten i Hjørring, at det ikke var hans hensigt at skyde efter Per Larsen, men at han blot ville skræmme mågerne, der holdt til ved hans gylletank, hvilket ifølge den tiltalte var et kæmpe problem, beretter TV2 Nord.

Anklageren havde nedlagt påstand om, at den 70-årige skulle have frakendt retten til at have jagttegn. Det gav en enig domsmandsret ham dog lov til at få fornyet.

- De kiggede på, at manden havde haft jagttegn i over 50 år, og at han ikke før var straffet, og at der var tale om et enkeltstående tilfælde, forklarer anklageren til TV2 Nord.

Manden, der modtog dommen, fik desuden konfiskeret sit gevær af mærket Lanber.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...