WH på pengejagt: Målet er en aftale med 'Zlatan'
Den mangeårige landsholdsspiller Jesper Jensen skifter i den kommende sæson til Frederikshavn White Hawks, hvis virksomhederne er klar til at spytte lidt ekstra penge i klubbens kasse.
- Det vil uden sammenligning være den stærkeste danske spiller, vi nogensinde har signet. Vi taler om en spiller på niveau med Aleksandr Bumagin og Zak Smith, siger direktør Henrik Andersen, Frederikshavn White Hawks, til Kanal Frederikshavn.
Jesper Jensen - med den fantastiske skøjteteknik - spillede senest i White Hawks i 2010/2011, hvor høgene tabte DM-finalen til Herning. Jesper "Zlatan" Jensen var med 62 point i 54 kampe topscorer for høgene. Det var han også i sæsonen 2009/2010 (52 point i 46 kampe).
Han spillede en enkelt sæson i Hamburg Freezers, inden han vendte snuden mod Sverige, hvor han også er født og opvokset i Småland med svensk mor og dansk far. De seneste fem år har han været at finde i den bedste svenske liga, SHL. I 2017 var han tæt på at vinde guld med Brynäs. Jesper Jensen lavede i den sæson 52 point i 70 kampe, hvilket rakte til en samlet sjetteplads i SHL.
Jesper Jensen har været fast inventar på det danske landshold. Kun skader har holdt ham udenfor. Det er således en særdeles stærk spiller, som White Hawks har på sigtekornet.
- Tiden er moden til, at jeg gerne vil vende hjem. Det er et godt tidspunkt i min karriere at komme tilbage til Frederikshavn. Jeg er stadig sulten og er ikke alt for gammel, så jeg kan gøre en forskel for holdet og være med til, at vi henter guldet til Frederikshavn, udtaler Jesper Jensen til Kanal Frederikshavn.
Hans karriereforløb har været atypisk. Han flyttede fra Sverige til Frederikshavn som 16-årig for at gå på Nordjyllands Sports College. Han tog en Team Danmark-gymnasieuddannelse på fire år i Frederikshavn, men der var ikke plads til ham på ligaholdet. I sæsonen 2007/2008 skiftede han derfor til Gentofte i 1. division, hvor han havde store succes. Året efter - som 21-årig - blev han hentet retur til Frederikshavn, og herfra så han sig ikke tilbage.
- Frederikshavn White Hawks kan en kæmpestor plads i mit hjerte. Det er helt klart min klub med masser af gode minder, især fra de sidste par sæsoner, hvor vi var tæt på at vinde guld, men det mangler jeg stadigvæk, smiler Jesper Jensen.
Henrik Andersen håber, at der er den fornødne økonomiske opbakning til at hente Jesper Jensen hjem. I givet fald kan der blive tale om en flerårig aftale, ligesom WH-direktøren sagtens kan forestille sig, at Jesper Jensen får en rolle i organisationen, når han afslutter sin aktive karriere.
Jesper Jensen spillede senest i Malmö Redhawks, men træner p.t. med White Hawks i håbet om, at de to parter underskriver en aftale.