Gå til hoved-indhold
30. september 2024 - kl. 09.09

"Vi vokser op i hallen": Nyt projekt kom godt fra land i Arena Nord

  • 1 af 1
    Otte pædagoger deltog med 30 børn i opstartsdagen.
Af: Michael Frederiksen

"Vi vokser op i hallen" er titlen på et nyt projekt, som netop er begyndt i Idrætshallen i Arena Nord. Projektet tager afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets Partnerskabspulje, hvor politikerne i 2024 har afsat en pulje på 180.000 kroner til "Flere frie Fællesskaber" med det overordnede formål at understøtte nye fællesskaber på kultur- og fritidsområdet, som skal være med til at højne trivslen for kommunens borgere.

Det nye partnerskab består af fire parter, som alle vil arbejde med idrætten og det at sikre gode rammer for børnenes fællesskaber: Arena Nord, Dagplejen Dagtilbudsområde Midt-vest, FfI Håndbold og DGI Nordjylland.

Projektet ønsker i al sin enkelthed at tilbyde de mange børn tilknyttet legestuegrupperne i dagplejen en uformel mulighed for at benytte Idrætshallen i Arena Nord, hvor motorik, leg og bevægelse kan sættes øverst på dagsorden. På den måde er fast tilknytning og tilmelding ikke nødvendig for den enkelte dagplejer. I alt vil godt 40 dagplejere med hver cirka fire børn få mulighed for at benytte sig at tilbuddet.

- Projektet vil med "åben hal"-konceptet give børnene mulighed for tidligt at stifte bekendtskab med leg og bevægelse i en hal. Vi ønsker at introducere dagplejerne til de mange muligheder, inspirere til nye øvelser og ikke mindst sikre en god informationsgang til forældre om de mange fællesskaber, som kan tilgås i Arena Nord og dens foreninger. I dette projekt vil der især skabes den gode forbindelse og overgang til FfI’s lørdagshold, hvor børn og familier kan udfolde sig ugentligt og dermed blive en del af et varigt fællesskab. Familieaktiviteter og familietrivsel går hånd i hånd, og det vil vi rigtig gerne være med til at bidrage til, udtaler Dennis Larsen, udviklingschef Idræt og Trivsel Arena Nord.

FfI Håndbolds tumlingehold (1-5 år) er et tilbud, hvor man hver lørdag fra kl. 9.30-10.30 leger både børn og forældre, med og uden bold. Det handler om at styrke børnenes motorik samt give lyst til at bevæge sig. Det vigtige her er, at forældre går forrest og er aktive sammen med deres børn.

Projektet "Vi vokser op i hallen"løber til og med 2025, og i løbet af perioden vil DGI Nordjylland blandt andet stå for at afvikle inspirationsgange/praksisforløb for dagplejerne, som deltager. Dagplejerne i Dagtilbud Midt-Vest klædes dermed bedre på til at gøre leg og bevægelse til en integreret del af hverdagen for børnene. Samtidig er det håbet at inspirere FfI’s dygtige trænere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...