Gå til hoved-indhold
08. marts 2025 - kl. 00.03

320.000 jordbærplanter skal plantes hos Jensen Jordbær

  • 1 af 3
    Jensen Jordbær råder over hele to kilometer tunneller til jordbær og kartofler.
  • 2 af 3
    Forberedelserne til jordbærsæsonen er i fuld gang hos Jensen Jordbær.
  • 3 af 3
    Hver enkelt jordbærplante bliver håndteret i hånden.
Af: Peter Marquard

Et sikkert forårstegn er landet hos Jensen Jordbær mellem Understed og Karup. Årets første jordbærplanter er netop ankommet, og hele 90.000 planter skal nu plantes, inden man om cirka 65 dage kan høste de første jordbær på gården på Hestvangsvej.

- Der bliver stor aktivitet i den kommende tid. 90.000 jordbærplanter bliver nu plantet i kokosmåtter, som i sæsonen bliver vandet, så planterne hele tiden får tilført fugt. Planterne bliver placeret i vores tunneller, og senere modtager vi 70.000 planter mere til tunnellerne, inden vi efterfølgende planter yderligere 160.000 planter på friland. Så man kan roligt sige, at forberedelserne til jordbærsæsonen er i gang, siger Claus Snebang Jensen, der er indehaver af Jensen Jordbær.

Hver enkelt jordbærplante bliver håndteret i hånden, og hver plante skal gerne give et kilo jordbær. Fra planterne er sat, går der cirka 65 dage, inden man kan plukke de første jordbær, så du ved allerede nu, hvornår du kan glæde dig til de første jordbær.

- Vi håber, at vi kan plukke de første jordbær i midten af maj. Samtidig er vi også i gang med at sætte kartofler i vores tunneller, hvor de bliver plantet under fiberdug, og de første kartofler skulle gerne være klar på samme tidspunkt som de første jordbær. Senere bliver der også sat kartofler på friland, fortæller Claus Snebang Jensen, der råder over hele to kilometer tunneller til jordbær og kartofler.

Claus Snebang Jensen opfordrer til, at man også sætter kryds i kalenderen lørdag 12. og søndag 13. april, hvor Jensen Jordbær holder stort og hyggeligt påskemarked på landet.

Jordbærgården altid holder åbent for selvbetjening.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...