Gå til hoved-indhold
08. marts 2025 - kl. 21.03

En forårsrevy med stjernedrys: Danmarks hyggeligste revy 

  • 1 af 7
  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af  Lilly Pedersen

Der er ingen tvivl om, at Forårsrevyen på Gaardbogaard ved Ålbæk er kommet for at blive. De dygtige mennesker på, foran og bag scenen har i den grad fundet en måde at samle satire, nutidige samfundsproblematikker og en hverdagsrevy, som vi alle kan forholde os til.

De fem dygtige skuespillere på scenen, Anja Lønborg, Jonas Lønborg David, Lisbet Lykkegaard, Mads Alexander Meyer Vestergaard og Dorthe Pedersen, har hver deres styrke, og alle kan desuden synge.

Et samspil, der gør, at man føler sig underholdt og taget med på tour de Danmark, hvor alle de dagligdags ting i hverdagen får et twist.

Esben, der igen har været på højskole, i Jonas Lønborg Davids skikkelse, er en ægte publikumsvinder. Vi blev i den grad beriget med jokes, der er så tørre, at man skal lede efter pointen, og så bliver de leveret helt uden smil, ja, man bliver glad af dem.

Klimaet, affaldshåndtering, CO2-aftryk, biodiversitet, LGBT, en minimusical over Badehotellet, ja, og meget mere.

Lokalpolitisk fik vi en sang fra The Aalbæk Gospel Singers, hvor de udtrykte, at Birgit er savnet hver en eneste dag. En sang, hvor Birgit S. Hansen får en flot salut til afsked som vores vellidte borgmester.

Hvis du ikke allerede har købt billet, så gør det. Det er vigtigt, at der bakkes op om en lokal revy, der år for år overgår sig selv og viser, at vi kan godt selv - med stor hjælp fra både kendte og ukendte tekstforfattere, men samlet lokalt til en perlerække af nuancer, hvor der er plads til både smil, latter og eftertænksomhed.

Tak til Holmbergs Køkken, der stod for den flotte og lækre brunch, som vi nød forud for Forårsrevyen 2025. Vi glæder os allerede til næste år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...