Alvorlige governance-problemer og økonomisk rod i Frederikshavn Havn
Byrådsmedlem June Menne (A), der var medlem af bestyrelsen i Frederikshavn Havn fra 1. januar 2022 til 15. maj 2024, har skrevet dette indlæg: Som lovet kommer jeg her med en udtalelse om min tid i havnebestyrelsen – en periode, der har været både lærerig og udfordrende, men desværre også præget af alvorlige governance-problemer, manglende gennemsigtighed og økonomisk uansvarlighed.
Da jeg blev valgt ind i Frederikshavn Havns bestyrelse i 2021, så jeg frem til at bidrage til havnens udvikling. Det blev dog hurtigt tydeligt, at bestyrelsen var præget af en lukket struktur, hvor en mindre gruppe medlemmer havde særadgang til afgørende oplysninger, mens resten blev holdt udenfor.
Beslutninger blev truffet uden inddragelse af hele bestyrelsen og uden den nødvendige godkendelse fra kommunen, hvilket underminerede det demokratiske tilsyn og skabte alvorlige juridiske og økonomiske risici.
Økonomisk blev vi i bestyrelsen gentagne gange forsikret om, at projekter som olieterminalen ville sikre et overskud, men i virkeligheden var havnens økonomi langt mere presset, end vi blev informeret om. Budgetter og fremdriftsrapporter stemte ikke overens, og centrale oplysninger blev ofte tilbageholdt eller givet for sent.
Da den nye bestyrelse tiltrådte i november 2023, stod det klart, at vi var blevet vildledt. Havnen kunne ikke betale sine regninger, og kommunens overtagelse var den eneste mulige løsning.
Advokatundersøgelsen har nu synliggjort mine værste antagelser om havnens bestyrelse. Den bekræfter de governance-problemer, jeg gentagne gange har påpeget, herunder manglende gennemsigtighed, beslutninger truffet uden lovhjemmel og en økonomisk styring, der var langt fra ansvarlig.
På baggrund af mine bekymringer fandt jeg det nødvendigt at informere borgmesteren og kommunaldirektøren om situationen.
Samarbejdet med kommunen var præget af modstand fra bestyrelsens flertal, som viste større loyalitet over for havnedirektøren end over for de regler og principper, vi var forpligtede til at følge. Denne konflikt eskalerede i 2023, hvor både formanden, næstformanden og de eksterne medlemmer trak sig.
Jeg håber, at de fejl, der er afdækket, vil føre til bedre styring, større gennemsigtighed og ansvarlig økonomistyring fremover. Governance og korrekt beslutningsproces er ikke bare en formalitet – det er fundamentet for en sund og velfungerende organisation.
Jeg tror dog på en god fremtid for havnen. I disse ulvetider skal vi huske på, at havnen ikke kun er en udgift, men også en vigtig kilde til skatteindtægter og en central del af kommunens vækst og fremtidssikring.