Gå til hoved-indhold
07. marts 2025 - kl. 21.03

Effektivt WH-mandskab slipper for Herning Blue Fox i kvartfinalerne

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks bestemmer selv, om de skal møde Odense Bulldogs eller Rungsted Seier Capital i DM-kvartfinalerne. Det står klart, efter at høgene i aften besejrede Herlev Eagles med 6-3 på udebane.

Med den fine udesejr i "Ørneborgen" slipper White Hawks definitivt for at møde det suveræne tophold, Herning Blue Fox, i kvartfinalerne.

White Hawks afslutter grundspillet søndag eftermiddag hjemme mod Odense Bulldogs. Taber høgene dette opgør, venter netop fynboerne i kvartfinaleserien, som begynder fredag 14. marts. 

Vinder White Hawks over Odense Bulldogs, stryger holdet forbi de danske mestre fra SønderjyskE, og dermed skal Frederikshavn møde Rungsted Seier Capital.

White Hawks-kaptajn Rasmus Søndergaard siger til Metalligaen.tv, at holdet går efter en sejr på søndag, og han håber på stor opbakning fra tilskuerne i Nordjyske Bank Arena.

Høgene viste stor effektivitet i første periode, hvor Herlev Eagles vandt skudstatistikken med 8-7, men måltavlen viste 4-1 til gæsterne.

Thomas Søndergaard, assisteret af Todd Winder, bragte White Hawks foran i tiden 4:33. Alexander Lunsjö, assisteret af Jared Freadrich og Jesper Thörnberg, øgede til 2-0, da gæsterne erobrede pucken i Herlevs zone, inden hjemmeholdet reducerede, mens Thomas Søndergaard sad i straffeboksen.

Mikkel Bertelsen gjorde det til 3-1, assisteret af Christopher Frederiksen og Todd Winder, da haluret viste 12:27, og Sebastian Benker scorede i to forsøg til 4-1, assisteret af Arvid Caderoth og Alexander Lundsjö.

- Vi var meget effektive i første periode, konstaterer Rasmus Søndergaard.

Han var derimod ikke imponeret over præstationen i anden og tredje periode, hvor han hyldede Tadeas Galansky for endnu en fin præstation i WH-målet. Herlev vandt skudstatistikken med 29-20, men høgene kørte altså hjem fra Herlev med sejr på 6-3.

Hjemmeholdet reducerede til 2-4 i begyndelsen af anden periode, og fem minutter inde i tredje periode scorede Herlev til 3-4 efter et pucktab i  egen zone af Sebastian Benker.

Med to et halv minut igen satsede Herlev Eagles med en ekstra markspiller, men det udnyttede Christopher Frederiksen og Todd Winder med to scoringer, som fjernede enhver tvivl om udfaldet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...