Gå til hoved-indhold
29. juli 2024 - kl. 09.07

Venstre skifter gruppeformand: Jan Bjeldbak afløser Thomas Jørgensen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune har på et sommergruppemøde valgt ny gruppeformand. Frem til næste byrådsperiode bliver det Jan Bjeldbak, der skal varetage posten. Det sker på baggrund af, at Thomas Jørgensen ønsker at forlade posten. 

- Lige siden jeg påtog mig hvervet som gruppeformand, har jeg set mig selv som en overgangsfigur, og det var gruppen indforstået med. Nu kigger jeg ind i en større arbejdsbyrde i mit civile erhverv, så skiftet passer mig fint, siger Thomas Jørgensen.

Venstre-gruppen takkede på mødet Thomas Jørgensen for det store og veludførte arbejde, som han har leveret. Han kom ind på et tidspunkt, hvor blandt andet Frederikshavn Havns problemer fyldte meget.

Jan Bjeldbak, der nu bliver gruppeformand, er 55 år, gift, far til tre og bosat i Kilden. Til daglig er han uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium, hvor han har været ansat i godt 25 år. Han er medlem af Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

- I gruppen havde vi en god snak om Thomas’ ønske, gruppens forventninger samt opgaverne frem mod valget næste år. Lone Haugaard ønsker for eksempel at fokusere på Venstres valgkamp frem mod kommunalvalget i 2025, fortæller Jan Bjeldbak.

Han ser frem til samarbejdet med de andre gruppeformænd og glæder sig til byrådsarbejdet i den kommende tid. Med budgetforhandlinger og advokatundersøgelse af havnen i løbet af efteråret er der nok at tage fat på.

I forbindelse med skiftet på posten som gruppeformand overtager Lone Haugaard Venstres plads i det midlertidige §17, 4-udvalg med fokus på tiltrækning og tilknytning af unge til kommunen fra Jan Bjeldbak.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...