Udmeldingen om Danmarks flådeplan er godt nyt for Nordjyllands værfter
Dagens aftale om en flådeplan indeholder planer om nye skibe til den danske flåde. Planen matcher de stærke kompetencer i den nordjyske maritime industri og skaber nye muligheder for de nordjyske værfter.
Dagens aftale om en flådeplan er blevet positivt modtaget i Nordjylland. Både den omfattende maritime industri og landsdelens politikere hæfter sig ved, at de mange nye skibe i flådeplanen - passer perfekt til den erfaring og de kompetencer, som både Karstensens Skibsværft i Skagen og Orskov Yard i Frederikshavn er kendt for i forsvars-og industrikredse. Ligeledes vækker det glæde, at aftalen om flådeplanen rummer en ambition om, at de nye fartøjer skal bygges i Danmark. Nu er det vigtigt, at man følger ordene op med handling, så Danmark kan fastholde sin styrkeposition inden for de maritime erhverv.
- Vi finder især udmeldingen om fem nye havmiljø- og minelægningsfartøjer samt bygning af 21 nye fartøjer til Hjemmeværnet relevante for os, hvor vi kan bidrage med vores kompetencer og erfaring inden for skibsbygning, siger direktør Knud Degn Karstensen, Karstensens Skibsværft i Skagen.
Værftet har sammen med Hvide Sande Shipyard og OSK Design dannet et konsortium med det formål at byde på de nævnte opgaver, som ligger helt i tråd med den type nybygningsopgaver, værftet med succes har løst gennem mange år, hvor værftet bl.a. har leveret avancerede flådefartøjer, forskningsfartøjer med videre.
- Vi har haft glæden at bygge de seneste større enheder til den danske flåde, og vi har en stor og kontinuerlig produktion af nybygninger. Vi har en dygtig, engageret og erfaren medarbejderstab, som alene i nybygningsafdelingen tæller 400 mand. Faktisk har vi leveret mere end 50 nye skibe over de seneste 10 år. Ligeledes har vi et meget tæt og nært samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse FMI og det danske Søværn i forbindelse med ombygnings- og vedligeholdelsesopgaver. Derfor mener vi at stå specielt godt rustet til at påtage os opgaver for Søværnet, siger Knud Degn Karstensen.
Også hos en anden stor aktør i den maritime industri i landets nordligste kommune – Orskov Yard i Frederikshavn - er ledelsen optimistisk efter offentliggørelsen af den politiske aftale om flådeplanen:
- For Orskov Yard er fokus især på flådeplanens anden del som lægger op til kommende beslutninger om bygning af egentlige forsvars- og krigsskibe. Derfor er vi glade for, at aftaleparterne prioriteter fregatter og yderlige arktiske skibe, der vil styrke Forsvarets kampkraft og suverænitetshåndhævelse, siger adm. direktør Lars Fischer, Orskov Yard.
Han glæder sig også over aftaleparternes holdning om, at det er hensigten, at kommende anskaffelser skal baseres på et analytiske grundlag med et for øje at det skal styrke den danske produktionskapacitet og sikring af forsyningssikkerhed.
- Vi står klar til at påtage os opgaven. Dels fordi der historisk i Frederikshavn er blevet bygget mange skibe, vi har bevaret det maritime fokus i en meget stærk maritim klynge, vi har mange års erfaring i at vedligeholde og ombygge specialiserede skibe, og fordi vi i forvejen har et tæt samarbejde med Søværnet om servicering af fregatter og inspektionsskibe. Ud over det er Orskov Yard nabo til Danmarks største flådestation, påpeger Lars Fischer.
Og netop budskabet om, at "Nordjylland står klar" bakkes op af formanden for Business Region North Denmark, borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen. Han repræsenterer de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland:
- Vi har netop satset på det maritime område som en af vores kernekompetencer, og det stiller Nordjylland i en helt særlig position. Vi har hele viften af værditilbud i forbindelse med en udbygning af den danske flåde: En toptunet værftsindustri, der sammen med underleverandører beskæftiger knap 9.000 medarbejdere i den maritime sektor. Vi har desuden et uddannelsesmiljø, som ikke matches andre steder i Danmark. Og endelig har Frederikshavns Kommune reserveret et meget stort areal til en ny skibsbygningsfacilitet, der kan skræddersys til en del af de kommende opgaver. Så Nordjylland står klar, siger Per Bach Laursen.