Nemmere adgang til molehoved og opsætning af toilet
Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune skal i næste uge tage stilling til, om der skal laves en nemmere adgang til molehovedet på Frederikshavn Havn. Et toilet står ligeledes på ønskelisten.
I forbindelse med udvidelserne af Frederikshavn Havn blev borgerne stillet i udsigt, at der skulle etableres adgang til molehovedet for fiskere, og at der skulle etableres et toilet. Der er i dag mulighed for at gå fra den midlertidige parkeringsplads ved Arne Ørskovs Vej og de cirka 2,5 kilometer langs en sti ud til molehovedet uden for hegnet.
Der har fra flere sider været fremsat ønsker om adgang i personbiler på ydersiden af hegnet og ud til molehovedet. Der kan dermed skabes adgang for flere, og der kan køres til molehovedet, dels for at opleve havnen/havet fra den anden side og dels for at give mulighed for, at flere kan fiske, som det var stillet borgerne i udsigt ved havneudvidelserne. Det kræver dog at man kan få en godkendelse til at passere bommen ved indkørslen til havneområdet.
Administrationen har set på mulighederne for forbedret adgang til molehovedet ved Frederikshavn Havn.
Der er mulighed for at etablere en intern vej, sådan at man på eget ansvar kan køre langs hegnet og frem til molehovedet. Det er planen, at der etableres en vendeplads for almindelige biler og skabes mulighed for, at man kan parkere langs hegnet – forventet 5-10 personbiler. Der vil ikke blive mulighed for at køre helt ud på molehovedet af sikkerhedsmæssige grunde.
Der vil blive etableret en bom over den interne vej, således det alene er almindelige personbiler, der kan køre på den "interne" grusvej, og der vil blive skiltet med, at det sker på eget ansvar samt skiltning om parkering med videre.
Der skal ske en afklaring, af om der skal ændres på matriklens afgrænsning i forhold til forskrifterne omkring ISPS (terrorsikring af havne).
Der har været et ønske om etablering af toilet ved molehovedet. Det er anbefalingen, at der bliver etableret et selvrensende toilet, som det kendes fra midtbyen i Frederikshavn, da drift- og vedligeholdelsesomkostningerne er væsentlige mindre. Etableringsomkostningen er dog højere end et traditionelt offentligt toilet.
Grundet placeringen og lystfiskerperspektivet på stedet vil der blive set på muligheden for rensning af fisk via bord og en pumpe, der kan sikre rensning med havvand i forbindelse med toilettet.
Omkostningerne til bom, skilte samt etablering af vendeplads, opsætning af natursten ved molehovedet vil beløbe sig til 330.000 kroner. Opsætning og indkøb af selvrensende toilet med udendørs fiskerensning vil beløbe sig til 500.000 kroner. Altså 830.000 kroner i alt. Hertil kommer en årlig drift af toilet på 52.000 kroner.
Direktionssekretariatet indstiller, at der etableres en intern vej langs hegnet og frem til molehovedet med bom og skiltning, samt at der etableres et selvrensende toilet med udendørs fiskerensning.