Mikkel Egelunds bøger sælger godt - i morgen besøger han Frederikshavn Boghandel
Påskelørdag besøger tv-vært og forfatter Mikkel Egelund Frederikshavn Boghandel i gågaden. Hans bøger NØJEREN 1 og 2 har været i handlen i en måned og salget går fantastisk.
Bogbloggere hylder den, ventelister på alle af landets biblioteker og et rigtig positivt salg indikerer, at Mikkel Egelund og LG Jensens NØJEREN-bøger har ramt plet.
- Opskriften med gys, eventyr og danmarkshistorie blandet med gode grin har vist sig at være en ret, som både børn, unge og voksne rigtig godt kan lide. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde læserne i min egen skønne hjemby, udtaler Mikkel Egelund.
Bøgerne handler om, hvordan den unge 14-årige udgave af Mikkel Egelund bliver den spøgelsesjæger, som seerne kender fra TV2 Nord-programmet ER DER NOGEN?
Lørdag kl 13.00-14.00 kan alle møde op i Frederikshavn Boghandel og få en selfie og signatur i deres NØJEREN-bøger af Mikkel Egelund.
- Jeg søger også for at lave lidt ekstra NØJEREN-materiale med som for eksempel et gratis brætspil og andre spændende ting, der understøtter oplevelsen med bøgerne, siger Mikkel Egelund.
Man kan købe bøgerne i butikken, men man kan også tage bøger med, hvis man allerede har købt dem.
Mikkel Egelund har i år 10 års jubilæum som vært på tv-programmet ER DER NOGEN?, som på YouTube er set over 25 millioner gange. Til efteråret udkommer NØJEREN 3, og derudover kommer der ligeledes ny sæson af det populære tv-program på TV2 Nord og TV2 Play.