Bygning af nye krigsskibe: Det nærmer sig en skandale
Folketingsmedlem Per Larsen (C), valgt i Frederikshavn-kredsen, har skrevet dette indlæg: Regeringen og Folketinget er i øjeblikket ved at udbedre en skandale, som foreløbig har kostet 435 mio. kr., uden at nogen som helst har fået noget for pengene. Intet skib er bygget og intet er fremlagt. For at minimere skaden bliver der nævnt, at 300 nye mio. kr. kan sikre, at forsvaret får lidt for pengene.
Skandalen opstod, da daværende forsvarsminister Morten Bødskov ( S ) i august 2022 lancerede drømmen om, at nye danske krigsskibe skal bygges på dansk grund. En efter min mening ganske udmærket mulighed - også henset til, at der planlægges at bygge ca. 70 krigsskibe til den danske flåde i årene fremover. Altså en kæmpe opgave.
Ud over at bygge de mange krigsskibe, følger også service- og vedligeholdelsesaftaler med, som vil strække sig over måske 40 år.
I en rapport fra "Det Nationale Partnerskab for det maritime område" fra 2024, står der direkte, at den maritime sektor peger på, at der kun er tre værfter, der kan håndtere opgaven, nemlig Karstensens Skibsværft i Skagen, Orskov Yard i Frederikshavn og Fayard i Munkebo. Af årsager, der er mig ubekendt, blev ovennævnte tre værfter fravalgt af S-regeringen i 2022. Ordren gik direkte, uden udbud og uden dialog med andre danske værfter til konsortiet Danske Patruljeskibe, der i flere år har arbejdet på at designe et patruljeskib til flåden, uden at designopgaven endnu er færdiggjort og produktionen af skibene begyndt.
Danske Patruljeskibe er dannet af OMT Naval ApS, Terma og PensionDanmark. Altså et konsortium, som aldrig har bygget et skib. Det er dette konsortium, som har brugt de 435 mio. kr. uden at have produceret noget.
Jeg vil inderligt anbefale regeringen og Folketinget at se til Nordjylland og specielt til Frederikshavn Kommune, hvor både Orskov Yard og Karstensens Skibsværft er hjemmehørende. Ud over de nævnte værfter, plus en skov af underleverandører, så som DESMI i Nørresundby, der er førende i skibsskruer, pumper og andre maritime komponenter, MAN Energy Solutions i Frederikshavn, som er verdens førende producent af motorer til den maritime sektor, for bare at nævne enkelte verdenskendte leverandører. Dertil kommer stærke maritime uddannelsesinstitutionerne i Nordjylland. F.eks. MARTEC, EUC Nord, Aalborg Universitet, UCN Erhverv og flere andre, som står på spring for at opruste.
Men det er op til regering og Folketingets partier. Der er som nævnt brugt over 400 mio. kr. på ingenting, og hvis man i 2022 havde set til Nordjylland, som råder over ca. 9.000 maritime arbejdspladser i forvejen, kunne vi have været i gang med at bygge skibe. Tidligere kommandørkaptajn, skibschef Lars Povl Jensen sagde for kort tid side til Berlingske Tidende, at vi "ikke kan bruge meget længere tid på de indledende knæbøjninger":
- Lad os nu komme i gang med at bygge de skibe, lød hans klare budskab.
Jeg siger, se til Nordjylland, hvor vi har de bedste forudsætninger i hele Danmark for at løse opgaven, på både kort og langt sigt. Det må for alt i verden ikke ende som en ny IC4-tog skandale.