Gå til hoved-indhold
11. juni 2024 - kl. 08.06

Thorvald Bindesbøll-vandkunst restaureret fra top til tå

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Thorvald Bindesbølls smukke vandkunst på Bangsbo er blevet flot restaureret fra top til tå, og pumpesystemet er også blevet udskiftet, således at vandkunsten nu fungerer. Det er muliggjort takket være en donation fra Spar Nord Fonden.

Fredag 14. juni kl. 13:00 bliver vandkunsten atter tændt, og det fejrer Kystmuseet med en officiel indvielse. Først velkomsttale ved Henrik Gjøde Nielsen, direktør for Nordjyllands Kystmuseum, dernæst tale ved Bo Uggerhøj, direktør for Spar Nord Fonden.

Vandkunsten på Bangsbo er tegnet af Thorvald Bindesbøll (1846-1908), som i øvrigt også forestod renovering og istandsættelse af hovedbygningen for Johan Knudsen (1865-1942), der ejede Bangsbo Hovedgård i årene 1890-1909, og som gjorde Bangsbo til samlingssted for tidens skønånder, kunstnere og forfattere som Herman Bang og Gustav Wied.

Thorvald Bindesbøll, der var arkitekt og formgiver, er i særdeleshed kendt for de ikoniske røde fiskepakhuse på havnen i Skagen samt for bryggeriet Carlsbergs øletiket, der fortsat anvendes i moderniseret form.

Men Bindesbøll har også sat sit præg på Bangsbo, og det er i høj grad hans fortjeneste, at hovedbygningen på Bangsbo fremstår, som den gør i dag med vandkunsten som et centralt element.

- Thorvald Bindesbølls vandkunst er en stor del af museumsoplevelsen på Kystmuseet Bangsbo. Derfor er det med glæde, at vi i Spar Nord Fonden har kunnet bidraget til en renovering af det over 100-årige kunstværk. Bindesbølls vandkunst er en seværdighed for de lokale nordjyder, men også et nationalt stykke kulturarv, som vi skal værne om til glæde for de mange besøgende i fremtiden, udtaler Bo Uggerhøj.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...