Gå til hoved-indhold
07. maj 2024 - kl. 10.05

Skibsingeniøruddannelsen har sat alle sejl til på MARTEC

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Danmark står over for en ambitiøs og spændende fremtid med fokus på udvikling og konstruktion af fremtidens grønne skibe for både handelsflåden og søværnet. Fra avancerede fiskefartøjer til servicefartøjer for offshore vindprojekter, til forsvarets nye orlogs- og inspektionsfartøjer - en udvikling, der kræver et stort antal dygtige skibsingeniører.

Det var et tæt samarbejde mellem erhvervsliv, ministerie, interessenter og uddannelsesinstitutioner, der førte til, at skibsingeniøruddannelsen på MARTEC blev lanceret i august 2023. Uddannelsen som Professionsbachelor i skibsteknik og marine konstruktioner – Skibsingeniør - blev skabt med det klare mål at sikre kvalificeret arbejdskraft, der kan realisere visionen om en grønnere maritim fremtid og en fortsat stærk søfartsnation.

Nu er de første studerende ved at afslutte det andet semester, og de er kommet rigtig godt fra start. De er dedikerede, dygtige og går til opgaverne med stor entusiasme.

Jesper Aagesen, Director, Head of Sustainable Fleet Projects, DFDS A/S udtaler:

- Jeg havde fornøjelsen af at være censor på MARTEC for første hold skibsingeniør-studerende på deres projektopgave, hvor temaet var "grønne omstillingspotentialer i den maritime sektor". Jeg var meget imponeret over de studerendes arbejde, engagement og faglige niveau, så det lover rigtig godt for resten af uddannelsen.

Det er altid udfordrende at etablere nye uddannelser, og udfordringen har været en smule større end normalt, da der kun er få skibsingeniører tilbage i Danmark, som kan definere og udvikle uddannelsen.

- Vi har måttet lede med lys og lygte efter vores undervisere og har ligeledes måttet trække på gode samarbejdspartnere fra vores Advisory Board for at finde de rette undervisere til uddannelsen. Det er heldigvis lykkedes. Vi glæder os nu til at byde næste hold studerende velkommen i august 2024 og håber på, at endnu flere unge vil vælge en skibsingeniøruddannelse, siger Pia Ankerstjerne, direktør for MARTEC.

Den maritime industri står på tærsklen til en revolution inden for grøn teknologi, hvilket åbner dørene til et utal af jobmuligheder og udviklingsprojekter over hele Danmark. Fra konstruktion af energieffektive færger, der betjener de danske øer, til udvikling af skibe, der kan operere under de barske forhold i Arktis og de nyeste skibe til forsvaret, er mulighederne for en spændende karriere mange.

Industriens entusiasme for skibsingeniøruddannelsen vidner om en bred anerkendelse af behovet for dygtige ingeniører, der kan bringe nye ideer og løsninger til bordet.

- Vi har brug for alle de skibsingeniører, vi kan uddanne, og der er masser af jobs i hele Danmark, ligesom der vil blive mange spændende udviklingsopgaver og innovation i sektoren, udtaler direktør for Danske Maritime, Jenny Braat.

Samarbejdet mellem MARTEC og den maritime industri udgør sammen med initiativer så som Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, Shippinglab og Maritime Research Alliance er alle gode eksempel på, at Det Blå Danmark agter at positionere sig som en førende nation inden for bæredygtig maritim teknologi.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...