Gå til hoved-indhold
31. december 2024 - kl. 12.12

Femdobbelt vinder af Copenhagen Marathon vandt Nytårs Walk & Run

  • 2 af 8
  • 3 af 8
    Vinder, børn, piger: Laura Simonsen.
  • 4 af 8
    Vinder, 10 km, mænd: Kenneth Poulsen.
  • 5 af 8
    Vinder, 10 km, kvinder: Kristina Harfeldt.
  • 6 af 8
    Anne-Mette Aagaard, der vandt 5 km for kvinder, har vundet Copenhagen Marathon fem gange og deltaget i både EM og VM.
  • 7 af 8
    Vinder, 5 km, mænd: René Steffensen.
  • 8 af 8
    Vinder, børn, drenge: Frederik Sonnemann.
Af: Michael Frederiksen

På årets sidste dag arrangerede personlig træner Mikal Toft for sjette gang Nytårs Walk & Run i Bangsboskoven i Frederikshavn. 240 deltagere var på plads foran Møllehuset, hvor Mikal Toft bød velkommen, inden løbecoach Mikkel Retsloff sørgede for en fælles opvarmning.

- Pas på derude, når I giver den gas. Ruten er glat flere steder, lød den afsluttende bemærkning fra Mikkel Retsloff, inden nedtællingen begyndte, og deltagerne blev sendt af sted på de tre distancer.

Der var en børnerute på 2,6 kilometer samt ruter på 5 og 10 kilometer. Deltagerne valgte selv, om de løb eller gik.

Det var vanen tro en broget skare, som stillede til start under Nordjyske Banks grønne start-/målportal. Der var alt fra eliteløbere i det helt rigtige outfit, hvor målet tydeligvis var at løbe stærkt, til familier i helt almindeligt tøj med små børn og hunde.

- Det handler først og fremmest om at være med, men det er også fedt, at der kommer folk, som har lyst til at løbe stærkt, siger Mikal Toft.

I år var der præmier fra Sport Scandinavia til de hurtigste på alle tre distancer, og både den hurtigste pige/kvinde og dreng/mand blev belønnet.

Hurtigste dreng på børneruten blev fundet i et fantastisk spurtopgør, som Frederik Sonnemann vandt (se video).

Ruten var vendt om i år, så deltagerne straks fra start blev sendt direkte op på Pikkerbakken.

Der var medaljer til alle i målområdet, hvor der desuden blev serveret nytårsbobler - skænket af FME - til de voksne og saftevand til børnene. Møllehuset sørgede for lækker gullaschsuppe til alle.

240 deltagere er samme niveau som sidste års arrangement. I 2022 var der 220 deltagere, og året før var der 170 deltagere, så udviklingen går den rigtige vej.

- Men vi vil gerne have endnu flere deltagere, og vi har nogle spændende idéer, som vi overvejer i øjeblikket, siger Mikal Toft.

Vindere:
Børn, piger: Laura Sonnemann, 21:00 min.
Børn, drenge: Frederik Sonnemann, 17:00 min.

5 km, kvinder: Anne-Mette Aagaard, 24:30 min
5 km, mænd: René Steffensen, 24:30 min.

10 km, kvinder: Kristina Harfeldt, 47:20 min.
10 km, mænd: Kenneth Poulsen, 38:20 min.

Anne-Mette Aagaard vandt Copenhagen Marathon i 2002, 2003, 2004, 2008 og 2013 og er blevet dansk mester tre gange. Hun har deltaget i marathon ved EM i Göteborg i 2006, VM i Osaka 2007 og VM i Berlin 2009. I dag snuppede hun så sejren i Nytårs Walk & Run i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...