Skagen og Frederikshavn laver fælles hold og får tilgang af Nordjyllands bedste
Malthe Nielsen - Nordjyllands ubetinget dygtigste padel-spiller – skifter til Skagens oprykkere i Elitedivision, der samtidig slår pjalterne sammen med nyåbnede Padel 99 i Frederikshavn under navnet Skagen/Frederikshavn Padel.
- Vi kniber os i armen. Det er en drøm, som går i opfyldelse. Malthe er en underholdende og spektakulær spiller. Det bliver helt fantastisk at se ham sammen med vores svenske stjernespillere, siger Allan Kolbro Nielsen, medejer af Skagen Padelcenter og Padel 99.
Den 22-årige aalborgenser har indtil nu spillet på AL-Bank Elitepadel Aalborgs hold i Elitedivisionen, men dette hold rykkede ned i 1. division efter at have tabt til Skagen Padelcenter i Playoff til den nye landsdækkende Elitedivision.
Nu skifter Malthe Nielsen til oprykkerne fra Skagen/Frederikshavn Padel, som har fire stærke svenske spillere på holdet. Især Simon Vasquez og Adam Axelsson er klassespillere, som rejser verden rundt og spiller mod verdens bedste padelspillere.
- Jeg har ikke sagt ja til et tilbud fra Skagen og Padel 99. Jeg har sagt ja til den indtil videre mest spændende padel-udfordring i mit liv. Det bliver fantastisk at spille sammen med spillere som Vasquez og Adam. Derudover glæder jeg mig til at blive en del af det spændende projekt i Skagen og Frederikshavn, siger Malthe Nielsen.
I forbindelse med klubskiftet offentliggør Skagen Padelcenter og Padel 99 i Frederikshavn, at de to centre allerede fra den kommende sæson stiller op med flere fælles hold i Lunar Ligaen. Ni hold havde hjemmebane i Skagen Padelcenter i den forgangne sæson, og med åbningen af Padel 99 kommer det tal til at stige de kommende sæsoner i Frederikshavn Kommune.
- Vi ser udelukkende fordele ved dette samarbejde. Det gælder ikke mindst sportsligt, siger Mikal Toft, medejer af Padel 99.
Skagen Padelcenters førstehold rykkede tre dage inden jul op i Elitedivisionen, og holdsamarbejdet med Padel 99 betyder, at der også skal spilles elitedivisionskampe i Padel 99 på Apholmenvej.
- Det er selvfølgelig en anden spændende gevinst ved samarbejdet, men det betyder også, at vi skal i arbejdstøjet for at finde penge til de fire svenskere, som er tilknyttet holdet, fortæller Mikal Toft.
Allan Kolbro Nielsen håber, at samarbejdet kan være med til at udvikle spillerne i de to centre, og planen er også hurtigst muligt at tilknytte en dygtig træner.
- Træneren skal hjælpe og udvikle vores holdturneringsspillere, ligesom træneren på sigt skal tilbyde undervisning af børn, unge og voksne, som ønsker at blive bedre til at spille padel. Samarbejdet kommer altså alle spillere i de to centre til gode, forklarer Allan Kolbro Nielsen.
Fællesholdene skal både spille hjemmekampe i Skagen og Frederikshavn, men det bliver selvfølgelig også muligt at tilmelde hold, hvor alle kampe spilles enten i Skagen Padelcenter eller Padel 99.
Spillere fra Skagen og Frederikshavn, der har lyst til at være med på et hold i Lunar Ligaen, bedes kontakte Allan Kolbro Nielsen på 22190489 senest 11. januar. Alle kan deltage i Dansk Padel Forbunds holdturnering – lige fra elitespillere til motionister.
Malthe Nielsen fortsætter med at træne med sine nu tidligere holdkammerater i Aalborg.
- Jeg er vildt glad for at spille med drengene. Fællesskabet og hyggen har været afgørende, men nu vælger jeg padel-vejen, fortæller Malthe Nielsen.