Gå til hoved-indhold
30. december 2024 - kl. 00.12

Ny akkrediteret bestyrelsesuddannelse i Skagen

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

UCN act2learn Erhverv og Frederikshavn Handelsskole står bag en ny eksklusiv og akkrediteret bestyrelsesuddannelse i Skagen, hvor deltagerne undervises af erfarne bestyrelsesmedlemmer og eksperter. Uddannelsen afvikles på Hotel Strandly i centrum af Skagen.

Nu bliver det muligt at få papir på nye bestyrelseskompetencer, mens du nyder Skagens karakteristiske lys og unikke atmosfære. Sammen har Frederikshavn Handelsskole og UCN act2learn Erhverv udviklet en ny akkrediteret bestyrelsesuddannelse. "Grundlæggende Bestyrelsesansvar" afvikles over 2 x 2 sammenhængende dage med overnatning 6.-7.marts og 8.-9. maj på Hotel Strandly i Skagen.

- Vi er rigtig stolte over at kunne præsentere erhvervslivet for en eksklusiv og akkrediteret bestyrelsesuddannelse i fantastiske rammer. Vi har gjort os umage med at sammensætte et program, hvor deltagerne får konkrete værktøjer og best practice til deres bestyrelsesarbejde fra erfarne bestyrelsesmedlemmer i eksklusive rammer på Hotel Strandly og i Skagens særlige atmosfære. Vi håber, at erhvervet vil tage godt imod tilbuddet, som kan være med til at professionalisere bestyrelsesarbejdet yderligere, som har betydning for udviklingen af vores lokale virksomheder, siger direktør Brian Andersson, Frederikshavn Handelsskole.

På bestyrelsesuddannelsen kommer deltagerne tæt på virkeligheden. Uddannelsen fokuserer på bestyrelsens ansvar, pligter og samarbejde og bringer best practice i spil. Bestyrelsesuddannelse er for dem, der allerede sidder i eller understøtter en bestyrelse – og for dem, der forventer at komme til det. De vil få forståelse, indsigt og værktøjer til aktivt at skabe et værdifuldt bestyrelseskandidatur.

På uddannelsen underviser erfarne bestyrelsesmedlemmer og eksperter. Én af dem er Thomas Kastrup Larsen, tidligere borgmester i Aalborg Kommune, og nu direktør for UCN Erhverv.

- Vi er glade for at kunne udvide vores bestyrelsesuddannelse til Skagen, da vi oplever stor efterspørgsel fra erhvervslivet på kompetencer til at sikre virksomhedernes langsigtede vækst og udvikling. Uanset om man er erfaren eller ny i bestyrelsesarbejdet giver uddannelsen praktiske og strategiske færdigheder til at navigere i en stadig mere kompleks verden, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Der er allerede lavet aftale med andre nordjyske erhvervsfolk med stor bestyrelseserfaring. De vil blive præsenteret i det nye år.

Når deltagerne har gennemført den grundlæggende bestyrelsesuddannelse i Skagen, vil de stå stærkere med: Skarpere strategiske og operationelle kompetencer, indgående kendskab til ansvar og governance, et værdifuldt netværk af ligesindede bestyrelsesmedlemmer og ledere samt værktøjer til at gøre en større forskel i bestyrelseslokalet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...