Gå til hoved-indhold
18. december 2024 - kl. 12.12

Restaurationsforskrift: Politikere kan eller vil ikke forstå afgørelse

  • 1 af 1
Af  Mogens Bandholm

Mogens Bandholm, Skagen, har skrevet dette indlæg inden aftenens byrådsmøde, hvor politikerne igen skal debattere "musikstøj" i Skagen: Kære John Lamp Henriksen, 2. viceborgmester og vicepolitiinspektør. Jeres læserbrev i Kanal Frederikshavn 16. december, hvor I kritiserer Socialdemokratiets stillingtagen til suspensionen af restaurationsforskriften, indeholder adskillige faktuelle fejl og misforståelser.

I skriver, at forskriften ikke blev vurderet i 2010, fordi “det ikke var normalt”. Det er ikke korrekt. Miljøloven blev offentliggjort 7. juni 1991, og da lokalplan SKA200.C1 blev vedtaget i 2008, blev Miljøloven nævnt på side 16. Derudover henviser den stedfortrædende formand for sekretariatet ved Miljø- og Fødevareklagenævnet, Malene Bruun Kristensen, i sin mail af 9. januar 2024 (med kopi til kommunen) til den reviderede forskrift fra 2017. Jeres begrundelse for ikke at følge miljølovgivningen holder derfor ikke.

Jeres påstand om, at den vedtagne beslutning på byrådsmødet 20. marts var "helt lovlig", er heller ikke korrekt. Den er faktisk direkte ulovlig. I henviser til en mail fra teamchef i Nævnenes Hus, Sanne Lehrmann, som ikke har været tilknyttet min klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I mailen henviser hun til Rune Asmussen og skriver:

"Jeg kan på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse dermed ikke konkret udtale mig nærmere om restaurationsforskriftens gyldighed. Jeg henviser til, at Miljøministeriet er ressortmyndighed for loven, og at fortolkningsspørgsmål kan rettes dertil".

På trods af hendes erklæring om manglende kompetence til at udtale sig, bruger I alligevel denne mail som begrundelse for jeres beslutning. Undskyld mig, men enten forstår I ikke, hvad hun skriver, eller også benytter I dette bevidst til at sabotere Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Hvis det sidste er tilfældet, opfordrer I jo direkte til at omgå loven og tilsidesætte en overordnet myndigheds dom.

Mailen fra Nævnenes Hus af 9. januar lyder:

Kære Mogens Bandholm
Tak for din henvendelse af 27. december 2023 vedrørende spørgsmål til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Sekretariatet for Miljø- og Fødevareklagenævnet kan oplyse, at Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelsen har taget stilling til, at Frederikshavn Kommunes restaurationsforskrift fra 2017 er omfattet af miljøvurderingsloven. Nævnet har, som det fremgår af afgørelsen, ikke kompetence til at tage stilling til selve restaurationsforskriften.

Det er op til Frederikshavn Kommune at efterleve afgørelsen, hvorfor spørgsmål til det videre forløb skal rettes til kommunen. Frederikshavn Kommune er cc på denne e-mail.

Sekretariatet foretager sig ikke yderligere.

Med venlig hilsen
Nævnenes Hus
MALENE BRUUN KRISTENSEN
Fuldmægtig, cand.jur.
Sekretariatet for miljø- og Fødevareklagenævnet
Nævnenes Hus”

John Lamp, enten kan I ikke, eller også vil I ikke forstå, at denne afgørelse indebærer, at I straks skal efterleve ophævelsen af de dele af restaurationsforskriften, der er i strid med miljøbeskyttelsesloven.

Der skal nu foretages en miljøscreening med det formål at afgøre, om der er grundlag for at udarbejde en ny, revideret restaurationsforskrift, eller om man – som anbefalet af Teknik- og Miljø-forvaltningen 4. marts – helt skal annullere forskriften og fremover rette sig efter miljøbeskyttelsesloven, ligesom alle andre kommuner gør.

I beklager jer over, at hele forskriften suspenderes og ikke kun dispensationerne.

Det burde I faktisk være tilfredse med, for hvis forskriften fik lov at “leve”, ville kommunen være nødt til at stille krav til alle restauranter om, at deres indretning – herunder lydisolering, slusedøre med videre – opfylder afgørelsens krav. Det handler nemlig ikke kun om lyd.

Jeg vil hermed opfordre dig, Peter Sørensen, og resten af byrådet til at tænke og handle i overensstemmelse med det ansvar, I har påtaget jer.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...