El Maximon i Sæby leverer dine jule- og nytårscocktails
Har du endnu ikke styr på dine jule- eller nytårscocktails, så fortvivl ikke, for El Maximon i Sæby sørger for at mixe dine cocktails i de rette proportioner og leverer dem hjem til dig. Det eneste, du selv skal gøre, er at tilsætte is og shake din cocktail, som i øvrigt også nydes direkte fra shakeren.
El Maximon blev grundlagt i juli 2024.
- På trods af, at vi er en ny virksomhed, har vi allerede opnået stor interesse fra kunder, der søger kvalitetscocktails og unikke smagsoplevelser, siger indehaver A. Henry John Farah.
Han driver virksomheden fra Tranåsvej i Sæby.
- Byen giver os en stærk lokal tilknytning, samtidig med at vi har mulighed for at nå kunder over hele Danmark med vores online platform, fortæller A. Henry John Farah.
Navnet El Maximon er inspireret af Maximón, en ikonisk figur fra Guatemalas folklore, der symboliserer kultur, nydelse og mystik.
- Vi ønskede at skabe en forbindelse til det eksotiske og det autentiske, der også afspejler vores cocktails unikke karakter. Det siges, at hvis man ofrer til El Maximon, så vil han til gengæld sørge for, at ens ønsker bliver opfyldt. Derudover er El Maximon en trickster – en kvindebedårer, men også beskytter af par, og han anses som en, der blandt andet kan løse problemer, beskytte mod onde ånder, hjælpe med helbredelse og sørge for overflod af rigdom og lykke. Han er god at være ven med, og for at opnå El Maximons gunst kan man ofre gaver til ham, hvor de mest almindelige offergaver er alkohol – gerne rom eller anden spiritus, tobak, penge, blomster og stearinlys, smiler A. Henry John Farah.
Han kommer med en baggrund inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor han over 15 års erfaring som cocktailbartender både fra ind- og udland. Den erfaring har givet ham værktøjerne til at starte El Maximon og forfølge sin passion for at skabe exceptionelle smagsoplevelser og inspirerende events.
- El Maximon er din mulighed for at overraske dine gæster og servere bartender-frembragte cocktails uden at have en bartender til stede, for hver cocktail er omhyggeligt skabt for at frembringe en eksplosion af veldoserede smagsoplevelser i en hyldest til El Maximons ånd, siger A. Henry John Farah.
De mest populære cocktails er Mango Hazz, Kinky og Pamplemousse, og udvalget spænder over det søde, sure og bitre, så der er noget for enhver smag.
Cocktails og mocktails kan bestilles via El Maximons hjemmeside. De leveres fra Sæby, og resten af året er leveringen gratis i Frederikshavn Kommune som en helt særlig julegestus.