Slog to politibetjente i Skagen: Varetægtsfængsling forlænget til næste år
Den 51-årige mand fra København, som søndag 10. november slog to politibetjente og forskansede sig i en lejlighed i næsten fem timer i Skagen, inden politiet trængte ind og anholdt ham, kommer ikke til at holde jul og nytår i hjemlige omgivelser.
Manden er surrogatfænglset på en psykiatrisk afdeling, og det skal han blive ved med at være indtil foreløbig 10. januar 2025. Det blev udfaldet af et retsmøde i går.
Københavneren, som ikke i forvejen er kendt af politiet, er sigtet for kvalificeret vold og to tilfælde af vold mod politiet.
Søndag 10. november ved 10-tiden slog han med et terrassebræt ud efter to skagboer, da de opfordrede manden til at komme ned fra en container ved tøjbutikken Pier One på Nordkajen.
Han ramte begge skagboer, men de pådrog sig kun overfladiske skræmmer. De kontaktede politiet, som sendte en patrulje til Skagen.
Kort før kl. 13.00 modtog politiet endnu en anmeldelse. Denne gang lød meldingen, at der var en psykisk uligevægtig mand i krydset Sct. Laurentii Vej/Sct. Clemensvej i Skagen.
Samme patrulje blev sendt til Skagen, og de fornemmede, at der var tale om den samme mand, som også var på spil tre timer tidligere.
Patruljen ville anholde manden, som dog slog ud efter politiet med en sten, han havde samlet op. En af betjentene blev ramt.
Manden flygtede og forskansede sig i en lejlighed på Østre Strandvej. Nu var der ingen tøven fra politiet, som sendte adskillige biler og betjente til Skagen.
Politiet forsøgte at tale ham ud af lejligheden indtil ved 18-tiden, hvor de trængte ind og anholdt ham. I forbindelse med anholdelsen angreb han en betjent med en jernstang. Betjenten blev ramt, men ikke alvorligt.