Bekymring for psykisk sårbare unge under 30 år og hjemløse
Soraya Khan (SF), Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Den kommende kontanthjælpsreform, som er under behandling i Folketinget og træder i kraft 1. januar 2025, mener jeg, er til stor bekymring for de unge og hjemløse, der allerede kæmper med psykiske sårbarheder. For unge under 30 år med en psykisk diagnose eller sociale problemer vil den nye reform få vidtrækkende konsekvenser, som kan forværre deres allerede vanskelige situation.
I dag kan unge under 30 år med psykiske diagnoser modtage et aktivitetstillæg, som er en form for støtte, der skal hjælpe dem med at sikre en minimumsindkomst. Dette tillæg er en nødvendighed for mange, da deres tilknytning til arbejdsmarkedet ofte er begrænset af deres mentale helbred og sociale problemer. Men fra 1. januar 2025 forsvinder dette aktivitetstillæg for denne gruppe. Det betyder, at de vil stå med en lavere indtægt og få endnu sværere ved at dække deres basale behov, som husleje, el, vand og varme.
Derudover vil muligheden for at søge om særlig støtte til høje udgifter, som husleje, under aktivlovens § 34 også blive afskaffet for alle kontanthjælpsmodtagere. Denne støtte har i dag været en vigtig livline for unge og andre i en svær økonomisk situation, der bor i boliger med høj husleje i forhold til deres ydelse, men som ikke har økonomisk råderum til at dække disse udgifter alene. Uden denne støtte vil mange unge, der allerede er økonomisk pressede, stå i en situation, hvor de simpelthen ikke har råd til at betale deres boligudgifter, hvilket kan føre til hjemløshed eller yderligere forværring af deres mentale sundhed.
Der er i reformen lagt op til en tilpasningsydelse i en periode. Ordet i sig selv siger jo det hele. Selv om der lagt op til, at der bliver afsat penge til IPS-indsats (Individuelt Planlagt Job) og samarbejde med psykiatrien - som sigter mod at hjælpe psykisk sårbare kontanthjælpsmodtagere med at komme i job, vil denne ordning ikke komme alle aktivitetsparate til gode.
De unge, der er i målgruppen for IPS, vil fortsat modtage kontanthjælp, og indsatsen ændrer ikke på det faktum, at de skal leve af en lavere ydelse mens de fortsat modtager kontanthjælp som ikke nødvendigvis dækker deres behov. Det er derfor svært at se, hvordan IPS-indsatsen alene vil være nok til at løse de økonomiske og sociale problemer, som disse unge står overfor.
Særligt bekymrende er situationen også for de hjemløse, som står foran at blive boligplaceret uden den nødvendige økonomiske støtte. Housing First, som kommunerne er pålagt at arbejde med, vil få udfordringer med at opnå det, som er politisk bestemt, nemlig at få hjemløse i bolig og fastholde hjemløse i boligen med specialiseret bostøtte.
For dem, der allerede er i en kritisk situation, vil den manglende økonomiske støtte kunne have katastrofale konsekvenser. Uden et eventuelt aktivitetstillæg og uden støtte til husleje risikerer de at blive tvunget til at vælge mellem at betale for bolig og basale fornødenheder som mad og medicin og sandsynlighed for hjemløshed igen er stor.
Der er en reelt risiko for, at disse mennesker vil blive endnu mere marginaliserede og isolerede.
Det er nødvendigt at hjælpe de unge og andre videre i livet og sikre, at de ikke sidder fast i kontanthjælpssystemet mere end højst nødvendigt. Jeg kan forestille mig, at det bliver en rigtig svær opgave for kommunens medarbejdere i denne nye lovgivning.