Mindst 18 indkøbsvogne flyder i området ved Gl. Torv og Markedsvej
Beboere tæt på Gl. Torv i Frederikshavn er trætte af, at en kvinde slæber den ene indkøbsvogn med hjem efter den anden, hvorefter de bare får lov til at blive stående. Butikkerne gider ikke hente deres vogne.
- I vores område er der en kvinde, som ofte handler i butikker som Lidl, Løvbjerg, Netto og Big Dollar – butikkerne omkring McDonald’s. Hun bruger konsekvent butikkernes indkøbsvogne til at transportere sine varer hjem, men hun sætter dem aldrig tilbage. I stedet efterlader hun vognene i vores baggård og nærliggende områder, fortæller en frustreret nabo til Kanal Frederikshavn.
Han ønsker ikke sit navn offentliggjort.
- Situationen er nu så slem, at vi kan tælle over 18 efterladte indkøbsvogne omkring Gl. Torv og Markedsvej. Vi har kontaktet både politiet og de involverede butikker flere gange, men desværre oplever vi, at der ikke bliver taget handling på problemet, konstaterer naboen.
Det har stået på i fire-fem måneder.
- Når vi ringer og informerer butikkerne, fortæller nogle af dem, at de nok skal hente dem, men intet er sket, beklager naboen, der endvidere bemærker, at Lidl siger, at de er ligeglade med indkøbsvognene, mens Big Dollar skriver, at de ikke har mandskab til at hente vognene.