Pengeregn over Ravnshøj Skole til naturfag og morgensang
I disse tider, hvor ressourcerne bestemt ikke er uanede, har man alligevel svært ved at få armene ned på Ravnshøj Skole. I går indløb således en særdeles glædelig nyhed fra Villumfonden.
Skolen er blevet betænkt med ikke færre end 99.994 kroner til naturfagsprojektet ”Samfundets udledning og den grønne omstilling”. På skolen er man yderst taknemmelig for den støtte, man hermed får fra Villumfonden - ikke mindst set i lyset af, at man sidste år modtog 79.000 kroner til projektet ”Stråling og menneskets udvikling” fra samme fond.
Det er skolens meget engagerede naturfagslærere Anita Elin og Kasper Bonde Thomsen, der har stået bag begge ansøgninger. Det var således to meget glade naturfagslærere, der i dag over middag kunne orientere om tildelingen fra Villumfonden.
I projektansøgningen har lærerne bl.a. skrevet:
”Vores undervisningsforløb startes op i vores 7. klasse i år og fortsætter til begyndelsen af næste skoleår. Eleverne skal arbejde projektorienteret, hvor muligheder for at undersøge dele af den store verden bliver mere tilgængelige, når de har adgang til de mange undersøgelsesmuligheder, som de får gennem vores nye udstyr.
Dette projekt bliver også en del af enkelte elevers eksamen ved afslutningen af folkeskolen. Som afslutning på forløbet skal eleverne i 8. klasse præsentere deres projekt og de relevante forsøg for vores kommende 7. klasse. På denne måde bliver elevernes kommunikationskompetence trænet ved deres fremlæggelse af deres udvalgte delemne indenfor det overordnede emne.
I arbejdet med de nye relevante materialer og forsøgsudstyr bliver elevernes undersøgelse- og modelleringskompetence udviklet. Og i arbejdet med at gøre emnet virkelighedsnært, bliver perspektiveringskompetencen også aktiveret.
Vi ønsker at gøre elevernes science-kapital større gennem en nysgerrig og undersøgende tilgang til naturvidenskabelige og teknologiske udfordringer. Vi er overbeviste om, at dette projekt vil bidrage væsentligt til udviklingen af elevernes naturfaglige kompetencer, så de i fremtiden bliver klædt på til at tage stilling til de samfundsmæssige og etiske problemstillinger, som verden står overfor i dag og i fremtiden."
Den store bevilling fra Villumfonden falder i øvrigt næsten sammen med en bevilling på 45.000 kroner, son skolen for kort tid siden fik fra "Morgensangspuljen", som er en pulje, der er oprettet af Folketinget, og som skolen søgte midler fra. Pengene skal gå til udstyr, instrumenter med mere.
Skolen kunne så torsdag i sidste uge starte op med morgensang for børnehaveklasse til 4. klasse. På tirsdag udvides gruppen til også at omfatte 5-6. klasse, og efterfølgende er det planen tillige at holde nogle fællessamlinger med morgensang for alle skolens elever i gymnastiksalen.
Det er skolens to musiklærere Torben Holm Pedersen og Kasper Bonde Thomsen, der står for den musiskalske del af morgensamlingerne, der blandt andet også byder på oplæsning.