Gå til hoved-indhold
25. juni 2024 - kl. 00.06

Palmestranden har fået en helårs aktivitet: "Junglen"

  • 2 af 4
    Med "Junglen" har Palmestranden fået en aktivitet, som er åben hele året.
  • 3 af 4
    Borgmester Birgit S. Hansen og Jonas klippede den røde snor til "Junglen".
  • 4 af 4
    Michael Nielsen og Elvin Frandsen fra Palmestrandens Venner har knoklet et års tid med projektet.
Af: Michael Frederiksen

En ny aktivitet på Palmestranden blev mandag eftermiddag officielt indviet. Det skete, da Jonas hjalp borgmester Birgit S. Hansen med at klippe den røde snor til "Junglen".

"Junglen" er opført af Palmestrandens Venner med støtte fra Nordea Fonden, Palmestrandens Ishus, Studsgaard Safety, Kaj Bundvad Fonden, XL-Byg Elling Tømmerhandel og RC-Skilte.

Det er en aktivitet, som i den grad imponerer med sin størrelse, kvalitet og kreativtet. "Junglen" er placeret i den skov, som indtil nu har ligget uberørt og ubenyttet på bagsiden af Palmestrandens Ishus.

Det er Michael Nielsen og Elvin Frandsen fra Palmestrandens Venner, som har lavet det store praktiske arbejde med hjælp fra FGU Elling, Frederikshavn Kommune Projekt & Værksted samt en række frivillige.

- "Junglen" er der 365 dage om året, så den kan man også bruge, når ishuset er lukket, og palmerne er kørt i vinterhi, forklarer Michael Nielsen.

Den nye aktivitet er allerede meget populær. "Junglen" har været åben i nogle uger, og børnene elsker den.

- Der er mange, som bruger "Junglen". Fra tidlig morgen er dagplejemødrene herude, og vi har børnehaver, skoler, lokale og turister. Alle er glade og positive og synes, det er så fedt, smiler Elvin Frandsen.

Et område med hængekøjer vil helt sikkert også tiltrække unge mennesker. Det gjorde det i hvert fald mandag eftermiddag, hvilket fremgår af videoen.

Det var en stolt og glad borgmester, som indviede "Junglen", der er lavet uden direkte kommunalt tilskud.

- Lige efter nytår tog foreningen Palmestrandens Venner de første spadestik til dette flotte projekt. Det har været en rejse fyldt med hårdt arbejde, men også med utallige øjeblikke af samarbejde og glæde. Vi har set, hvordan frivillige kræfter kan flytte bjerge – eller i dette tilfælde få en jungle til at skyde op, sagde borgmesteren i sin åbningstale.

Birgit S. Hansen påpegede, at "Junglen" er mere end blot en forhindringsbane.

- Den er et symbol på vores fællesskab, vores evne til at samles om et fælles mål, og vores vilje til at skabe et sted, hvor børn kan lege, udforske og vokse. I dag fejrer vi, at Palmestranden er mere end et mødested. Det er et sted for is og volleyball, for mad og sammenhold, for stolthed og et arnested for et drev uden lige.

Karl var en af mange børn, som legede i "Junglen" på den officielle åbningsdag. Han er især vild med "Kaptajn Kokusnøds Skat" og "Kannibalgryden", fordi den er fyldt med knogler og skeletter.

I videoen kan du også møde Angelo Alexander Shaw. Han er autist og er tilknyttet Projekt & Værksted i Frederikshavn Kommune, der har hjulpet med flisunderlaget og ikke mindst den imponerende pæl med fuglehuse ved indgangen til "Junglen".

- Der er ingen symetri i det. Det ser så godt ud, at det bare er lidt forskudt over det hele. Det giver et spil i det, mener Angelo Alexander Shaw.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...