Ole har levet et liv med plader og CD'ere, men nu lukker CD-Baren
Han er den sidste i Vendsyssel. Og snart er der ikke flere, når Ole Wittrup i løbet af januar lukker CD-Baren i Søndergade i Frederikshavn. Efter 28 år i CD-Baren og 43 år i et liv med plader og CD’ere har Ole snart langet det sidste stykke musik over disken.
- Der er en tid for alt. Sådan er det. Jeg er på vej på folkepension, og jeg har samtidig fået et synshandicap, der gør, at jeg har svært ved at læse, så tiden er også kommet til at sige farvel til CD-Baren, selv om det er med en vis portion vemod. Der har selvfølgelig været ups and downs, men samlet set har det været gode tider, understreger Ole Wittrup.
Han startede sit liv med musik, da han arbejdede i hedengangne Radiomontøren, som var beliggende få meter fra hans nuværende butik.
- Jeg stod for musikafdelingen i Radiomontørens syv forretninger i Nordjylland, men da firmaet blev opkøbt af FONA, var det tid til at stå på egne ben. Det faglige område indenfor musikken var min styrke, da jeg har haft interesse for musik fra en meget ung alder. Jeg har afgjort mange væddemål gennem tiderne. Når folk var oppe at diskutere om noget musik, ringede de til Ole. Han kunne som regel svare, smiler Ole Wittrup, der dengang var tidens svar på Google.
Interessen for musik startede allerede i syv-otte års alderen.
- Det begyndte med dansktoppen, og senere var det Simon & Garfunkel, Black Sabbath og Uriah Heep. Specielt perioden 1968-1978 lytter jeg stadig meget til, og jeg ser det som en gave, at musikken rammer noget i mig. Jeg bliver rørt og ramt følelsesmæssigt, når jeg lytter til god musik. Jeg kan lide de fleste genrer, men jeg forstår mig ikke på nutidens rap og hip-hop, hvor det bliver for meget snak, og teksterne bliver for onde, siger Ole Wittrup.
Butikker som CD-Baren fik det med digitaliseringens indtog det svært.
- Det startede i 00’erne med piratkopiering, som siden blev afløst af streaming. Og derfor er jeg nok den sidste butik i Vendsyssel. Jeg kommer til at savne det sociale liv med butikken, hvor folk kigger ind, når de har tid og lyst. Omvendt får jeg mere tid til at lytte til musik, gå ture og se mere til mit barnebarn. Men der er mange gode stunder at kigge tilbage på. Det var især specielt, da Allan Olsen udgav pladen ”JØWT”. Den første dag kunne man kun købe den hos mig, og der var kø langt hen ad gaden. Jeg solgte 440 eksemplarer af ”JØWT” den dag og 2.500 i alt. Både Allans og min far var post, og med udgangspunkt i det fik jeg som den eneste tilladelse til at sende pladen ud med post fra Vendsyssel. Ellers kunne pladen kun købes i SPAR-butikker, fortæller Ole Wittrup.
Nu er den sidste sang snart sunget hos Ole Wittrup, og derfor sælges alle CD’ere for 15 kroner pr. styk.
- Planen er at lukke ned i løbet af januar, og hvad der sker derefter, må vi se. Det kan være, at jeg kommer til at savne det, så jeg holder åbent en gang om ugen. Men det er endnu uafklaret, siger Ole Wittrup.