Byggeriet af Maskinrummet i Skagen fortsætter som planlagt
Byggeriet af Maskinrummet - den tidligere storfisker Henning Kjeldsens nye motormuseum i Skagen - kan fortsætte som planlagt. Der skal ikke udarbejdes en VVM-redegørelse, og desuden er en klage over Frederikshavn Kommunes byggetilladelse blevet afvist.
Trigon er i fuld gang med opførelsen af Maskinrummet, men midt i oktober kom det frem, at Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Frederikshavn Kommune begik en fejl, da man sidste sommer afgjorde, at byggeriet ikke var omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven. Klagenævnet ophævede dermed kommunens afgørelse og sendte sagen til fornyet behandling.
I horisonten truede et byggestop og udarbejdelsen af en VVM-redegørelse.
Men formand Peter E. Nielsen (A), Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, ånder nu lettet op. Byggeriet fortsætter som planlangt.
Frederikshavn Kommune har foretaget en screening, og den viser, at der ikke skal laves en VVM-redegørelse.
Derudover lå der også en klage over Frederikshavn Kommunes byggetilladelse. Klagen gik blandt andet på placering, højde og mellemgang i motormuseet.
- Denne klage er blevet afvist, så nu fortsætter byggeriet som planlagt. Det er et cadeau til kommunens medarbejdere, og det er skønt for både bygherre og politikere, udtaler Peter E. Nielsen til Kanal Frederikshavn.
Miljø- og Fødevareklagenævnet baserede sin vurdering på, at Maskinrummet må forventes at medføre øget trafik og støj, og at byggeriet er betydeligt højere og skiller sig ud fra de omkringliggende lave industribygninger.
Byrådsmedlem Peter Sørensen (UP), som bor i Skagen, gav i august 2023 udtryk for, at Frederikshavn Kommune som minimum burde stille krav om en VVM-redegørelse, og allerhelst ønskede han, at der blev udarbejdet en helt ny lokalplan for området, hvor Trigon nu er i gang med at bygge motormuseet.
Nu kan Peter Sørensen og resten af byrådet konstatere, at byggeriet fortsætter.
- Jeg glæder mig over, at kommunen har ekspederet denne sag så hurtigt. Det plejer at tage længere tid, siger Peter Sørensen til Kanal Frederikshavn.