Billetsalg til besøg på Flådestation Frederikshavn er nu begyndt
Årets "Åbent hus"-arrangement på Flådestation Frederikshavn blev aflyst, men nu er der alligevel mulighed for at komme på besøg på Flådestation Frederikshavn, hvis man er en af de mange, der interesserer sig for Flådestationens historie og betydning i både fredelige og konfliktfyldte tider.
Turistforeningen Toppen af Danmark arrangerer besøg på Flådestation Frederikshavn i uge 6, 7 og 8, og i går åbnede billetsalget.
Det bliver en guidet gåtur til havneområdet på Flådestationen, hvor den kendte journalist og formidler Per Christiansen, der i en årrække var et populært ansigt som nyhedsvært på TV2 og TV2 NEWS, vil være vært for en kort fortælling, udarbejdet med hjælp fra nuværende og tidligere ansatte på Flådestationen.
Oplevelsen begynder på Skandiatorv 1, hvor du får en introduktion til Frederikshavns rolle som flådeby og information om rundvisningen. Herfra følges hele holdet i samlet flok mod Flådestationens indgang, hvor dagens rundvisere står klar til at byde velkommen.
Turen varer, inklusiv introduktion og gåtur frem og tilbage, cirka 1 time og 40 minutter (50 minutter på Flådestationen), og du går samlet omkring tre kilometer.
Man skal være opmærksom på, at man skal være mindst 12 år og ikke være gangbesværet, hvis man skal med på besøg på Flådestationen.