17-årig Blackhawks-spiller skifter til Malmö FBC i verdens stærkeste liga
Endnu en talentfuld floorballspiller tager springet fra Frederikshavn Blackhawks til Sverige. I dag er det blevet offentliggjort, at 17-årige Sofia Frederiksen med øjeblikkelig virkning skifter til Malmö FBC.
"Supertalent" kalder den svenske klub Sofia Frederiksen, der er datter af Blackhawks' cheftræner, Søren Frederiksen.
Trods sin unge alder har Sofia Frederiksen et imponerende floorball-cv. Hun repræsenterede Danmark ved VM for et år siden i Singapore, hvor hun blev noteret for seks point i syv kampe. Hun deltog også i U19-VM i år.
Med skiftet til Malmö FBC skal den unge frederikshavner pludselig spille i verdens stærkeste liga.
- Det er en drøm, som går i opfyldelse at skifte til Malmö FBC og spille i SSL. Malmö har gang i en spændende projekt, og jeg ser frem til at bidrage til og udvikle mig i dette miljø, udtaler Sofia Frederiksen til den svenske klubs hjemmeside.
Hun takker Frederikshavn Blackhawks for et stærkt træningsmiljø og et unikt sammenhold.
Sportschef Stefan Prim, Malmö FBC:
- Det er virkelig dejligt at lave en aftale med et dansk supertalent. Selvfølgelig er der stor forskel på den danske liga og SSL, men om nogle måneder er vi sikre på, at denne aftale bliver et godt supplement i vores trup. Sofia har træner lidt med vores hold, og hun har imponeret med en god spilforståelse og boldbehandling.