Gå til hoved-indhold
12. maj 2024 - kl. 21.05

Østervrå IF har kurs direkte mod serie 2 - IF Skjold Sæby taber igen i JS2

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Efter kampene i midtugen var de fleste lokale seriehold i fodbold i aktion igen i weekenden. IF Skjold Sæby led endnu et nederlag i Jyllandsserien 2, mens Østervrå IF bliver ved med at vinde i serie 3.

Jyllandsserien 2, pulje 3:
Trængslerne fortsætter for IF Skjold Sæby, der er uden sejr i holdets seneste syv kampe. Lørdag tabte Skjold med 1-2 til bundholdet Randers Freja, som scorede sejrsmålet i kampens 84. minut. Dermed dumper sæbynitterne ned på sidstepladsen med seks point efter otte kampe.

Serie 1, pulje 6:
Her spilles alle kampe i ottende runde tirsdag aften. FfI skal en tur til Hjørring IF, som indtager andenpladsen med 13 point. FfI er på femtepladsen med 10 point.

Serie 2, pulje 12:
SEIF tyvstartede denne runde for flere uger siden og kunne i stedet for glæde sig over, at Skibsby-Højene IF (SHI) måtte nøjes med uafgjort. Det betyder, at SEIF fortsat indtager førstepladsen med 19 point, ét foran SHI.

IF Skjold Sæbys JS-reserver tabte 3-4 på hjemmebane til Vesterbro IK fra Aalborg. Skjold førte ellers 3-1 i første halvleg, hvor den mangeårige profil på førsteholdet Tobias Overlade var blandt målscorerne.

Skjold ligger sidst med blot tre point.

Mandag 20. maj (2. pinsedag) er der lokaopgør mellem IF Skjold Sæby og SEIF.

Serie 3, pulje 24:
Ustyrlige Østervrå IF vandt 4-0 hjemme over Vraa/Børglum IF. Janus Løgtved, Mads Elefsen, Andreas Bundgaard og Rasmus Jensen scorede.

ØVI er på førstepladsen med 19 point, ét mere end Hjørring AIK Frem.

Serie 3, pulje 25:
Bangsbo Freja besejrede topholdet Asaa/Hjallerup 3-1. Der var Christian Nielsens første sejr som cheftræner for klubbens førstehold.

Stillingen er meget tæt. Asaa/Hjallerup topper puljen med 15 point. Derefter følger fire hold med 12 point, blandt andet Bangsbo Freja.

Bundholdet Dybvad/Hørby spillede ikke i weekenden. Holdet skal først i aktion fredag mod Asaa/Hjallerup på Hørby Stadion.

Serie 4, pulje 48:
Der var topkamp mellem tredjeholdene fra IF Skjold Sæby og FfI. Skjold vandt 3-1. Elias Vilsgaard blev dobbelt målscorer.

Bangsbo Frejas andethold, som torsdag vandt 4-2 ude over SEIF's andethold, tabte 0-7 til bundholdet Hjørring IF.

Tirsdag kl. 18.00 er der lokalopgør mellem SEIF og Skagen IK. Det er de to hold, som p.t. ligger til nedrykning, men Skagen har kun spillet fem kampe. Det er tre færre end flere andre hold i puljen.

Skagen IK skal også i aktion torsdag aften, ude mod IF Skjold Sæby.

Serie 4, pulje 50:
Også denne pulje bød på et topbrag, og her vandt FfI's andethold 2-0 ude over Hals FS, som dermed led sæsonens første nederlag. FfI er nu seks point foran Hals FS på andenpladsen.

Voerså IF besejrede Klokkerholm 2-1 ude. Rasmus Hvitved lavede begge Voersås mål. Han er nu noteret for ni fuldtræffere. Voerså IF indtager fjerdepladsen med 12 point. Klokkerholm har 15 point på tredjepladsen.

IF Skjold Sæbys fjerdehold vandt 2-0 hjemme over Flauenskjold IF. Sejren betyder, at Skjold har skabt et hul på fem point ned til de to nedrykningspladser.

Tirsdag spilles næste runde i pokalturneringen, som nu hedder Oddset Pokalen. SEIF's serie 2-hold møder Bindslev/Tversted IF fra serie 3 på udebane. Bangsbo Frejas serie 3-hold får besøg af Hjørring AIK Frem, ligeledes fra serie 3.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...