Gå til hoved-indhold
12. juli 2023 - kl. 08.07

Nyt projekt støtter de unge i overgangen fra ungdoms- til voksenliv

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune har søgt og modtaget midler fra Tryg Fonden til et nyt projekt, der skal støtte de unge i overgangen fra ungdoms- til voksenliv.

At gå fra ung til voksen er en spændende og udfordrende tid. Der er mange "voksenopgaver", der skal håndteres; at flytte hjemmefra, starte nyt job eller uddannelse, forskudsopgørelser, tandlægeregninger og meget mere. Og mens de mange forandringer hilses velkommen, kan de også give anledning til spørgsmål og usikkerhed.

Når man træder ind i voksenlivet, skal der etableres en ny hverdag og det meste skal klares på egen hånd. Nye relationer skal skabes og venskaber formes. Det er forskelligt fra ung til ung, hvor meget de påvirkes af forandringerne og mange finder vejen på egen hånd eller med hjælp fra familie og bekendte. Der er dog nogen, der rammes af en blivende tvivl og ambivalens, der efterlader dem med ubesvarede eksistentielle spørgsmål som; hvem er jeg og hvor er jeg på vej hen?

- Ungdomsårene er en livsfase, der er et vigtigt led i unges identitetsdannelse. Det er her, de udvikler sig og ofte finder sit "jeg"; sin essens og ståsted. Men der er også nogen unge, der oplever, at overgangen bliver for overvældende og uoverskuelig og i værste tilfælde kan det betyde, at de i perioder oplever blandt andet mistrivsel og ensomhed, fortæller projektansvarlig og pædagog Christina Gregersen Olesen.

Projektet "På vippen – til et voksenliv" skal støtte de unge, der finder det udfordrende, i overgangsfasen og gøre dem trygge i, på godt og ondt, at hoppe ud i vokseneventyret.

Startskuddet for projektet lyder i september, når der holdes en stor tre-dages festival i Frederikshavn i uge 37, som skal sætte spot på emnet og oplyse de unge om de forskellige aktører i kommunen, der kan støtte dem, hvis eller når de får brug for hjælp.

Alle unge på kommunens ungdomsuddannelser er inviteret til at deltage i forskellige workshops og foredrag, hvor de kan få inspiration og viden om temaerne: "At flytte ud og holde af hverdagen", "Identitet, krop og sind" og "Fællesskaber". De kan også møde forskellige relevante aktører fra for eksempel Bibliotek og Borgerservice, fritids- og kulturkonsulenter, økonomer og lokalt erhvervsliv, der alle er klar til at dele ud af deres viden og ekspertise.

I anledning af festivalen er der indgået samarbejde med Frederikshavn Kommunes 10. klasse Center og ungdomsuddannelserne, der bakker op om initiativet og sørger for at skoleskemaet giver tid til, at deres elever kan deltage.

- Der er heldigvis mange vigtige, lokale aktører, der glæder sig til at være med, og det er vi rigtig glade for. Ungdomsuddannelserne hjælper os blandt andet med at "få fat i de unge", og så har Ungebyrådet faktisk også på egen hånd rakt ud og har søgt samarbejde om at sætte fokus på unges mentale trivsel og skabe ungefælleskaber i kommunen, fortæller Christina Gregersen Olesen.

Festivalen er blot en kickstarter på projektet. Der etableres efterfølgende en projektgruppe af unge, der sammen med projektmedarbejdere vil tilrettelægge en række relevante aktiviteter for andre unge, hvor de har mulighed for at få hjælp til både de praktiske og eksistentielle spørgsmål, som de måtte gå og tumle med.

Projektet afsluttes med en ungedrevet temadag, der skal bidrage til et idékatalog med mulige sundhedsfremmende initiativer, som kan iværksættes for at fremme mental trivsel og sundhed for kommunens unge i fremtiden.

Projektet er støttet af Tryg Fondens Regionale Råd Nordjylland med 353.400 kroner og forventes at løbe frem til sommeren 2024.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...