Gå til hoved-indhold
11. juli 2023 - kl. 22.07

Nu kommer fjernvarmen til Elling: Første spadestik i dag

  • 1 af 1
    Fra venstre ses Kurt Kristensen, Egon Svendsen, Birgit S. Hansen og Flemming Sørensen. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Strandby Varmeværk tog tirsdag officielt hul på udgravningen, der skal sikre fjernvarme til borgerne i nabobyen Elling. 

- Det er så dejligt og supergodt for alle i byen - også for tvivlerne, siger Kurt Kristensen fra Fjernvarmegruppen i byen. 

Han har sammen med sin kollega fra Fjernvarmegruppen, Egon Svendsen, siden sidste efterår kæmpet for at få den billigere og mere driftsikre varmeløsning til Elling.

- Vi kan pudse vores glorie, for nu får vi grøn varme, da værket får meget af deres energi via solfangere og en varmepumpe. Og der er også en god plan for, hvordan man kan få koblet en vindmølle på, supplerer han.

I dag kunne borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), officielt indvie projektet med første spadestik.

- Det er en virkelig dejlig dag og et godt skridt fremad for Elling, siger hun til TV2 Nord.

206 borgere har tilmeldt sig og betalt for tilslutningen til fjernvarmen. Derudover har 67 tilmeldt sig, men endnu ikke betalt. Varmeværket tror på, at der findes yderligere 125 potentielle kunder i byen.

I alt er der 521 husstande i Elling. Strandby Varmeværk satser på at ende på omkring 350 tilslutninger.

- Vi tror jo på, at det kan give lavere varmepriser til borgerne, siger driftsleder i Strandby Varmeværk, Flemming Sørensen.

- Og dem, der vil have solgt deres hus, får det nemmere, for nu er der en sikker varmeforsyning, udtaler Kurt Kristensen til TV2 Nord.

På et bestyrelsesmøde 8. maj i år blev det besluttet at sætte fjernvarmeprojektet i gang under forudsætning af myndighedernes accept og med forventning om nok tilslutninger.

Men projektet er faktisk 11 år gammelt, for det var her den første idé om fjernvarmeforsyningen blev født. I dag kunne Strandby Varmeværk så endelig tage første fysiske skridt.

- Vi kniber os selv i armen. Nu har jeg været her i 32 år og været med til at udvikle Strandby Varmeværk, og at jeg så kan få lov til at skaffe fjernvarme til Elling som mit formentlig sidste store projekt, det er jeg beæret over, siger driftsleder Flemming Sørensen.

Strandby Varmeværk satser på at åbne for fjernvarmehanerne 1. september 2023.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...