Nordlys over Frederikshavn: En surrealistisk oplevelse
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det kom lige ned i hovedet os. Det var en surrealistisk oplevelse.
Sådan beskriver fotograf Niklas Thim Kastrup fra Frederikshavn det kraftige nordlys, som i nat ramte Danmark.
Han tilbragte et par timer på Bangsbo Fort, hvor nordlyset kunne ses fra kl. cirka 23.30. Det var lige meget, om han kiggede mod nord eller syd, hvilket er usædvanligt.
- Det var helt vildt, og de siger, at der måske venter os en lignende oplevelse i aften og nat, siger en forventningsfuld Niklas Thim Kastrup.
Det skyldtes en sjælden og såkaldt geomagnetisk storm af klasse fire på en skala, der går til fem. Det er 19 år siden, noget lignende har fundet sted, skriver DR.
Amatørfotografen Henning Larsen fra Frederikshavn havde sin drone oppe over Frederikshavn. Han er enig med Niklas Thim Kastrup.
- Jeg har aldrig set nordlys så kraftigt og varierende i farver. Det er meget usædvanligt på denne årstid, da de lyse nætter er begyndt, og dermed gør nordlyset meget sværere at se. Det lå direkte over Danmark og kunne derfor ses i alle retninger, også direkte mod syd. Farvespillet var usædvanlig kraftigt og varieret - endda så meget, at det virkede helt forkert, men sikke en oplevelse på en flot vindstille aften, siger Henning Larsen.
Han er erkender, at oplevelsen betyder, at han mangler søvn.
- Men det er en aften, jeg ikke lige glemmer, så det gør ikke så meget, mener Henning Larsen.
Og han kommer ikke til at indhente den manglende søvn i nat.
- I aften er der igen chance for nordlys, så hvis man skal ud og kigge, skal man vælge aftenens og nattens mørkeste timer for bedst at kunne se det. Med det blotte øje er det ikke lige så flot som på billeder, hvor der er brugt en lang lukketid, men det ses mere som et skær på himlen, der står og skifter. Med en mobil indstillet til "Night mode" kan man godt få rimelige billeder, så det er et forsøg værd, hvis det ikke er prøvet endnu. Der er findes forskellige apps, som kan hjælpe på én vej, når chancen er størst, men der findes også gode hjemmesider som https://www.spaceweatherlive.com/en.html, siger Henning Larsen.