Aarhusiansk erhvervsmand skaber ny attraktion i Skagen
Den aarhusianske erhvervsmand Claus Møller havde ikke forestillet sig at slå rødder i Skagen. Men ting kan ændre sig – og det gjorde de. I dag er han i gang med at forvandle en historisk ejendom på Sankt Laurentii Vej i Skagen til et levende kunsthus, hvor han vil invitere både lokale og turister indenfor i sin personlige samling.
For Claus Møller var det aldrig meningen, at kunsten skulle ende på et lager eller blive solgt på auktion. Selvom han er kendt for sit talent for investeringer, er projektet i Skagen drevet af rent hjerteblod og en dyb passion for kunst. Med Skagen Kunsthus skaber han et sted, hvor værkerne får nyt liv – og hvor både byen og gæsterne bliver en del af den passion, der har fulgt ham gennem livet.
I 2020 valgte han – efter 30 år med ferie sydpå – at holde sommer i Danmark. Valget faldt på Skagen, som han kendte perifært i forvejen. Det var midt under corona-nedlukningen, og indtrykket var til at tage og føle på: Gråt, blæsende og en smule søvndyssende. Men han blev hængende lidt længere end planlagt og endte med at vende tilbage. Flere gange.
Siden da har han både købt sommerhus og investeret et stort millionbeløb i at skabe Skagen Kunsthus – et nyt samlingspunkt for international og dansk kunst.
Samlingen fik ikke lov at samle støv
Beslutningen blev truffet i det stille. Claus Møller har i årevis samlet kunst og haft midlerne til at investere i værker af både Baselitz, Kirkeby og Picasso. I dag er det især Kørner og Tal R, der fylder mest i samlingen.
Men med tiden meldte spørgsmålet sig: Hvad skulle der ske med alle værkerne, når han en dag ikke selv var her mere? Da hans børn svarede: "Jamen, så må der vel være et auktionshus, der kan sælge samlingen," kunne Claus mærke, at det ikke føltes rigtigt. Han ønskede ikke, at samlingen skulle blive spredt for alle vinde.
Derfor opstod idéen til sit livs passionsprojekt – et kunsthus, hvor værkerne kunne leve videre og deles med offentligheden.
Kunst på væggene – og elefanter i haven
De fleste kunsthuse nøjes med billeder på væggene. I Skagen Kunsthus kommer der også elefanter i haven. Claus købte tre af de iøjnefaldende skulpturer fra Find Elefanten-projektet, og nu skal de stå midt i haven – som en farverig og lidt skæv del af oplevelsen. Kunsthuset åbner til sommer, og du kan læse mere på skagenkunsthus.dk.
Stor betydning for Skagen og Vendsyssel
- Det er ikke hver dag, vi får en ny attraktion i Skagen, og denne her er noget helt særligt, udtaler direktør Nicolai J. Nissen, Turistforeningen Toppen af Danmark.
Han er turistdirektør i Skagen og arbejder på tværs af hele Vendsyssel i Nordjylland. Han har fulgt projektet med det nye kunsthus i Skagen tæt gennem det seneste år.
- Jeg mødte Claus Møller første gang for snart et år siden, og allerede ved det første møde var jeg ikke i tvivl om, at vi kunne se frem til et enestående projekt, fortæller Nicolai J. Nissen.
Han fremhæver, at det særlige ved Skagen Kunsthus – ud over Claus Møllers passion og engagement – er husets nyskabende og levende tilgang til kunsten.
- Med sin kunstneriske bredde og mod formår huset at skabe oplevelser, der både appellerer til de kunstneriske ildsjæle og et bredt folkeligt publikum, tilføjer turistdirektøren.