Gå til hoved-indhold
17. april 2025 - kl. 00.04

SEIF-træner inden lokalbrag: Vi er Danmarks bedste hold på standarder

  • 1 af 4
    Tilskuerne skal ankomme fra træningsbanerne.
  • 2 af 4
    Parkering på Skeltvedvej er forbudt.
  • 3 af 4
    Nordjyske Bank Arena er klar til lokalbraget skærtorsdag.
  • 4 af 4
    Allerede kl. 12.30 er der sponsorspisning i klubhuset.
Af: Michael Frederiksen

SEIF's cheftræner, Michael Hjortkær, håber på 400 tilskuere til eftermiddagens lokalbrag mod FfI på Nordjyske Bank Arena på Skeltvedvej.

400 tilskuere er mildest talt usædvanligt i serie 1, men i SEIF har man glædet sig til netop denne kamp, efter at FfI rykkede ned i efteråret. 

- Det afhænger selvfølgelig af vejret, men rygterne i byen siger, at der bliver rekord. Med godt vejr håber jeg på cirka 400 tilskuere, siger Michael Hjortkær.

15 grader og tørvejr lyder den aktuelle vejrmelding. Det kan næsten ikke være bedre.

SEIF indledte foråret med to sejre, inden holdet i weekenden tabte 0-3 i Gistrup. Det betyder, at hjemmeholdet er noteret for seks point. FfI har fire point, efter at holdet i lørdags besejrede AaB med 3-0.

- Jeg forventer, at det bliver en tæt kamp, hvor begge hold går efter at vinde, men kampen kan sagtens blive afgjort på en enkelt uheldig episode. Det er to hold, der kender hinanden særdeles godt, og vi kender hinandens styrker og svagheder. Der vil komme mange dueller, og begge hold skal forsøge ikke at lade sig gribe med af stemningen og kampens betydning. Mine spillere taler om, at de vil gå en tur om formiddagen og efterfølgende spise frokost sammen, så benene er friske og depoterne fyldt op, siger Michael Hjortkær.

SEIF-træneren er ikke i tvivl om, hvordan de gulblusede skal besejre de rød- og sortstribede frederikshavnere. 

Jeg tænker, at vi er Danmarks bedste hold på standarder, og det skal vi selvfølgelig udnytte. Brødrene Christensen, Gravesen og Bowman skal gerne være farlige hele kampen igennem, hvor de vil presse FfI's defensive standarder til det yderste. Får vi et-to mål heraf, så skal vi "bare" lave et-to mere i åbent spil for at være sikre på en sejr. Vores forsvar og målmand plejer at levere på et meget højt niveau, så hvis vi kan holde deres to bedste offensive spillere nede, så ser det godt ud, vurderer Michael Hjortkær.

FfI's cheftræner, Jonas Serup, forventer en jævnbyrdig kamp.

- De kommer med noget størrelse, gode omstillinger og intensitet, og det skal vi kunne håndtere. Vi skal være det bedste hold på bolden set over 90 minutter, hvis vi skal have de tre point, vurderer FfI-træneren.

Der er kampstart kl. 15.00, men allerede kl. 12.30 samler SEIF sine sponsoer til spisning i klubhuset. Kl. 13.15 er der forkamp. SEIF's U14-drenge får besøg af Skagen IK i Liga 6. Begge hold har maksimumpoint. 

Allerede fra kl. 13.30 kan der købes stadionplatte og fadøl på Nordjyske Bank Arena, hvor parkering denne eftermiddag foregår på træningsbanerne. SEIF beder om, at tilskuerne følgerne klubbens anvisning og skilte.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...