Nana Rashid på vej ud i verden: Stor jazzstemme i Maskinhallen
- Det er et scoop, at vi har fået hende i Maskinhallen, siger spillestedsleder Jens Ole Amstrup om onsdagens koncert med Nana Rashid.
"Kunstnerisk dybde, personlighed og modenhed" er nogle af de ord, som DMA Jazzakademiet hæftede på Nana Rashid, der tidligere i år vandt prisen for Årets Nye Jazznavn.
Med et nyt take på det klassiske jazzgreb synger Nana Rashid sig ind i samtidens dilemmaer i et på én gang intenst og beroligende univers. Lyden af Nana Rashid skiller sig ud på den danske jazzscene med en uortodoks vinderkombination af intens Nina Simone-arv omgivet af en sval nordisk tone.
Anmeldere har beskrevet hende som et bevis på, at der stadig kan findes store og uopdagede talenter i jazzen – en sanger med en sjælden stemme og med en tilgang til musikken, der er både nøgen, sårbar og stærk.
Hendes album "Music For Betty" har høstet stor ros med 5-stjernede anmeldelser både fra Politiken og Gaffa, som Ugens album på P8 og med to nomineringer til DMA Jazz. Det var blandt månedens bedste album hos det store britiske magasin Jazzwise og prydede herhjemme forsiden af Jazz Special.
Oplev Nana Rashid i Maskinhallen i Frederikshavn med sin trio bestående af klaver, bas og trommer.
Koncerten afvikles i samarbejde med SparNord Frederikshavn.