Gå til hoved-indhold
08. november 2024 - kl. 00.11

Lysceremoni for naturen til ny udstilling på Frederikshavn Kunstmuseum

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af  Marianne Isen

Frederikshavn Kunstmuseum ønsker at favne bredt og præsentere mange forskellige bud på moderne kunst.  Den kommende udstilling "Dobbelt natur", der åbner lørdag 16. november, er således helt anderledes end Paul Erlands jubilæumsudstilling, som fortsætter til midten af januar.

"Dobbelt natur" er en udstilling af Mette Jeppesen, der er opvokset i Frederikshavn, og Maria Finn fra Göteborg. De bor på samme gade på Nørrebro i København, og deres børn har gået i skole sammen. De har kendt hinanden og været venner i over 20 år.

Alligevel er det første gang, at 54-årige Mette Jeppesen og 61-årige Maria Finn udstiller sammen. Så de er spændte på at komme til Frederikshavn Kunstmuseum og opleve, hvordan samspillet fungerer mellem deres meget forskellige kunstneriske udtryk. Der er mange tegninger og akvareller i sort-hvid. Men de udstiller også broderier, en kjole og Maria Finns kunstvideo.

Da Mette Jeppesen fik tilbudt at udstille på Frederikshavn Kunstmuseum, inviterede hun Maria Finn med. Hun synes, at de to kunstnere supplerer hinanden godt.

- Marias værker er køligt intellektuelle og undersøger med fine blyantstegninger og videoværker tematikker omkring natur og mennesker, klima og bæredygtighed, siger Mette Jeppesen og tilføjer:

- Mine egne værker er fyldt med patos og taler virkelig til følelserne. Mine madonnaer skriger, og jeg bruger moderskabet og Moder Jord som en metafor på den natur, vi er skabt af og ikke kan leve foruden.

Videoværket Hypothetic Picnic, der er vigtig en del af "Dobbelt Natur", varer 10 minutter og danner samtidig grundlag for en række tegninger på udstillingen.

Optagelserne til Hypothetic Picnic foregår på Kynnefjäll i Sverige, hvor borgerne i 20 år kæmpede imod myndighedernes forsøg på at bruge naturen som opbevaring for atomaffald og i stedet ønskede at bevare det som et naturreservat. En kamp, som Maria Finn tydeligt husker, fordi højplateauet ligger i Vestsverige, hvor hun voksede op.

Maria Finn er inspireret af den russiske science fiction-film "Stalker" af Tarkovsky, og vandringen på Kynnefjäll zoomer ind på oversete detaljer i naturen som blade og spindelvæv, der så lever videre i udstillingen "Dobbelt natur" som værker i form af akvarel og broderi.

De to kunstnere håber, at udstillingen udfordrer folks vaneforestilling om, hvordan man skildrer naturen. At den samtidig får folk til selv at gøre noget. Og som symbol på handling vil Mette Jeppesen gennemføre en lysceremoni ved ferniseringen.

- Ceremonien slutter med, at jeg beder folk om at tage en pose med vilde blomsterfrø, som de kan sprede som håb, siger Mette Jeppesen.

"Dobbelt natur" har fernisering lørdag 16. november kl. 14.00 – alle er velkomne.

Udstillingen kan ses på Frederikshavn Kunstmuseum frem til 18. januar.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...