Ældre kvinde udsat for tricktyveri i sin lejlighed i Sæby
En ældre kvinde blev i går udsat for et tricktyveri i sin lejlighed på Stygge Krumpens Vej i Sæby. Tyven har muligvis forsøgt at komme ind andre steder i samme område i Sæby.
Den ældre kvinde ringede til politiet i går ved 13-tiden. Det var straks efter, at hun havde haft besøg af en ukendt mand i sin lejlighed.
Manden rettede henvendelse til kvinden og sagde, at han ville hjælpe med at gemme hendes kontanter, da der rendte en tyv rundt i området.
Kvinden fandt et mindre kontantbeløb. Tricktyven foreslog, at pengene skulle placeres på toppen af køleskabet.
Ifølge politiet var den ældre kvinde forvirret over det uventede besøg, og da manden gik, konstaterede hun, at pengene var væk.
Herefter ringede hun straks til politiet. Kvindens beskrivelse af manden er sparsom. Han talte dansk og var almindelig af udseende.
Senere tirsdag eftermiddag modtog politiet endnu en anmeldelse fra samme område i Sæby. En 77-årig kvinde havde hørt om tricktyven, og derfor ringede hun til politiet og fortalte, at hun mellem kl. 14.00 og 15.00 oplevede noget mistænkeligt.
Den 77-årige bor på Niels Juels Vej i Sæby, der ligger tæt på Stygge Krumpens Vej. Kvinden bemærkede en mand ved hoveddøren til lejligheden. Hun rettede henvendelse til ham og spurgte, hvad han lavede.
Manden forklarede, at han skulle gå tur med sin mor, og han havde et ønske om at parkere sin bil ved den 77-åriges bolig.
Kvinden sagde nej og opfordrede manden til at parkere på en offentlig parkeringsplads.
Hun har dette signalement af manden:
170 centimeter høj
Mørkt hår
Mørkt, kort skæg
Iklædt mørkt tøj
Havde kasket på
I december 2022 og de første måneder af 2023 var der flere tilfælde af lignende tricktyverier i Sæby og Frederikshavn.