Gå til hoved-indhold
18. januar 2024 - kl. 12.01

Kontorbeplantningen ApS bliver en del af Jydsk Planteservice A/S

  • 1 af 1
    Lars Holst Christensen (t.v.) med Søren Riber, der fortsætter som daglig leder i Frederikshavn, og ejeren af Jydsk Planteservice, Jørgen Lund (t.h.).
Af: Michael Frederiksen

Efter 37 år i branchen er Kontorbeplantningen ApS i Frederikshavn blevet solgt. Fremover bliver virksomheden i Esbjerggade en del af Jydsk Planteservice, men navnet er det eneste, der udadtil forandrer sig, for alle medarbejdere fortsætter og afdelingen forbliver i Frederikshavn.

Lars Holst Christensen har drevet Kontorbeplantningen ApS i 37 år. Virksomheden sælger planter til erhvervslivet og står efterfølgende for pasningen af planterne. Men både virksomheden og Lars Holst Christensen er nået til et punkt, hvor der skulle ske noget nyt – og derfor har han valgt at sælge Kontorbeplantningen til Jydsk Planteservice, som har hovedsæde i Kolding samt afdelinger i Aarhus, Køge og nu Frederikshavn.

- Jeg har efterhånden en vis alder, og alle mine tre børn og to børnebørn er flyttet til København. De sidste flyttede lige inden jul, så derfor vil min kone og jeg gerne tættere på dem. Men tiden er også god for Kontorbeplantningen. Vi har en størrelse nu, hvor vi ikke kan køre det analogt længere, så enten skulle vi investere i nogle digitale systemer, eller også skulle vi gå sammen med Jydsk Planteservice, hvor tingene allerede fungerer, udtaler Lars Holst Christensen.

Udadtil er der dog ikke meget, der kommer til at ændre sig, nu hvor Kontorbeplantningen bliver en del af Jydsk Planteservice. Alle ansatte har nemlig sagt ja til at blive, ligesom gartnerne vil fortsætte med at passe deres nuværende kunders planter. Derudover har daglig leder Søren Riber sagt ja til at fortsætte som servicechef i Nordjylland hos Jydsk Planteservice, ligesom afdelingen i Frederikshavn forbliver. Det er da også en af grundene til, at Lars Holst Christensen valgte at sælge til Jydsk Planteservice:

- Vi kender Jydsk Planteservice. Af alle, vi kunne sælge til, var Jydsk Planteservice bedst for mine medarbejdere og vores kunder. Jeg har kendt ejeren af Jydsk Planteservice, Jørgen Lund, i 20 år. Vi er utrolig ens på mange områder. Vi matcher hinanden meget godt og har haft et godt samarbejde. Så jeg er helt tryg ved, at det er ham, der skal føre mine medarbejdere og kunder videre. Vi er meget tilfredse. Jeg kan ikke finde ét punkt, der siger, at det ikke er en god idé. Der er kun fordele.

Lars Holst Christensen har desuden også sagt ja til at fortsætte hos Jydsk Planteservice i en rolle som rådgiver i grønne løsninger. En rolle, hvor han vil komme endnu tættere på kunderne og deres behov, hvilket han glæder sig til:

- Jeg kan koncentrere mig mere om det, jeg synes er sjovest og mest spændende, og det er at hjælpe kunder med deres grønne behov.

Udover det nye navn vil kunderne i Kontorbeplantningen måske opleve, at de nu får endnu flere grønne muligheder. Jydsk Planteservice kan nemlig - foruden at sælge og passe planter - også hjælpe med kreative buketter, dekorationer, mosvægge, plantevægge og har også en hel afdeling kun med fokus på udendørs grønne løsninger som anlægsarbejde, grøn drift og snerydning. Kunderne vil altså kunne få samlet alle deres grønne opgaver – både udenfor og indenfor – under et grønt tag, med én kontaktperson, én leverandør og én faktura. Det er også en af fordelene ved salget, siger Lars Holst Christensen:

- Der er mange ting, vi i Kontorbeplantningen ikke fik tilbudt vores kunder, som kunderne måske har brug for eller spurgte efter. Men vi har ikke altid haft tiden og mulighederne til det. Det kan Jydsk Planteservice til gengæld. Så vi kan nu hjælpe vores kunder endnu bedre. Samtidig har vi over de seneste år oplevet, at omkostningerne til transport og logistik er steget markant, og dette kan vi reducere ved at være en del af en større virksomhed, og derfor kan vi bedre holde priserne nede for vores kunder fremover nu.

Lars Holst Christensen er meget optimistisk og forventningsfuld for fremtiden – også for sine medarbejdere. De har nemlig altid været meget loyale og trofaste over for ham og virksomheden, så det var vigtigt, at Kontorbeplantningen blev solgt til en virksomhed, som han ved, også ville være gode over for medarbejderne.

- Jeg har altid haft nogle utrolig loyale medarbejdere. Flere af dem har jeg fejret 20-års jubilæum med, eksempelvis Søren, vores daglige leder, som har været her i 21 år. Derudover har vores servicegartnere altid behandlet kunderne, som om det var deres kollegaer. Også her er Jørgen (ejer af Jydsk Planteservice, red.) og jeg meget ens. Vi ved, at vi ikke er bedre end den medarbejder, som var ude ved en kunde for to minutter siden. Og den medarbejder kan kun være glad, smilende og overskudsagtig, hvis baglandet fungerer, og det er et godt sted at arbejde. Derfor har både Jørgen og jeg haft stort fokus på at skabe en god og sund arbejdsplads. Så det er jeg glad for, at mine medarbejdere fortsætter med at have, siger Lars Holst Christensen.

I forbindelse med opkøbet af Kontorbeplantningen ApS har Jydsk Planteservice besluttet at frede 500 kvadrameter dansk natur gennem Den Danske Naturfond, én kvadratmeter for hver kunde og medarbejder, der følger med fra Kontorbeplantningen. I alt har Jydsk Planteservice gennem de seneste to år fredet 13.570 kvm dansk natur, og fremover fortsætter de med at frede yderligere 10 kvadratmeter dansk natur, for hver nye kunde og medarbejder de får.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...