Konfirmand skulle hentes i en trillebør, men pludselig kom der 40 motorcykler
Hjalte Tang-Petersen troede, at han skulle køres væk fra kirken i en trillebør, da eleverne i 7.a på Frydenstrandskolen i Frederikshavn blev konfirmeret i lørdags, men i stedet dukkede 40 motorcykler op og gav Hjalte en stor overraskelse.
Hjaltes mor, Christina Tang-Petersen, erkender blankt, at hun ikke havde råd til at hente sønnen i en Porsche, Ferrari eller hestevogn. Det har hun vidst længe.
Hun blev skilt fra Hjaltes far i 2020, og to år senere flyttede hun med sine tre børn til Frederikshavn, så hun igen kom tættere på sin familie. Hun er opvokset i Skagen og har tidligere boet i Frederikshavn.
- For tre år siden sagde jeg til Hjalte, at han ville blive hentet i en trillebør, når han skulle konfirmeres. "Det passer jo ikke, mor", var Hjaltes første reaktion, men som tiden gik, blev vi enige om, at det da kunne være meget sjovt, fortæller Christina Tang-Petersen.
Som dagen nærmede sig, spurgte Hjalte sin mor, om hun havde styr på trillebøren, og det forsikrede hun. Den var endda pyntet med balloner og flag, ligesom der var en pude, som Hjalte kunne sidde på, påstod hun.
Da Hjalte kom ud af Frederikshavn Kirke, var der dog ingen trillebør. Hjaltes onkel, Phillip Jakobsen, havde i stedet for opfordret medlemmer af sin motorcykelklub i Hjørring, Kings & Queens, til at tage turen til Frederikshavn. Der kom også motorcykler fra andre byer i Nordjylland, blandt andet Hobro.
- Der var 40 motorcykler. Jeg er blæst bagover af taknemmelighed, og Hjalte blev meget glad og overrasket, siger Christina Tang-Petersen.
Hjalte havde fornøjelse af at sidde bag på sin onkels motorcykel, og sammen med de andre motorcykler kørte de rundt en halv times tid. For Hjaltes vedkommende gik turen blandt andet en tur på Pikkerbakken, og alle motorcykler kørte også en tur til Øksnebjerg, inden de satte kurs mod gildesalen på Fælledvej, hvor Hjaltes konfirmationsgæster ventede.
Christina Tang-Petersen takker motorcyklisterne.
- De bidrog til, at Hjalte fik en fantastisk dag. Han har ikke altid haft det nemt, efter at vi flyttede til Frederikshavn i 2022, så det var dejligt at kunne overraske ham i lørdags.