Kommune annullerer salg af to grunde til samlet 7,1 millioner kroner
Byrådet i Frederikshavn Kommune besluttede på den lukkede del af byrådsmødet onsdag aften at annullere salg af to grunde til samlet 7,1 millioner kroner, som ellers begge blev godkendt af byrådet i november 2023.
Det drejer sig om Hjørringvej 175 ved siden af den tidligere MARTIN-fabrik - hvor Lighthouse Business Park nu ligger - og hele vejen op til Flade Kirkevej. Det vil sige med Knivholt Hovedgaard som genbo.
Den 160.000 kvadratmeter store grund blev solgt for 5,6 millioner kroner. Både køber og planerne med grunden forbliver en hemmelighed.
Det hed sig, at køberen forventede, at projektet var gennemført i begyndelsen af 2026, men selv om administrationen løbende har været i dialog med køber, har kommunen endnu ikke modtaget købesummen. Derfor anses købsaftalen for misligholdt, og kommunen har nu valgt at annullere handlen.
Det samme gør sig gældende med Sæbygårdvej 34C, der ligger i området tæt på Sæby Spektrum. Her blev grunden solgt til 1,5 millioner kroner.
Køberen ønskede at lave et botilbud til voksne autister. Det ville være plads til 46 borgere, og det ville skabe 60 arbejdspladser.
Igen har administrationen løbende været i dialog med tilbudsgiver, men kommunen har endnu ikke modtaget en underskrevet aftale. Da tilbudsgiver ikke har underskrevet aftalen om køberet inden rimelig tid, anbefaler administrationen, at tilbuddet om køberet trækkes tilbage, hvilket byrådet godkendte i aftes.