Stuepige opdagede narkosælger på hotelværelse i Frederikshavn
En opmærksom stuepige på et hotel i Frederikshavn førte til anholdelsen af en 28-årig narkopusher fra Aalborg.
Der er en ualmindelig dårlig idé at lade narkotika ligge fremme på sit hotelværelse i små salgsposer. Det kan en 28-årig mand fra Aalborg konstatere, efter at han bookede et værelse på Quality Hotel The Reef i Frederikshavn.
Politiet modtog anmeldelsen mandag kl. 13.28. Det skete kort tid efter, at stuepigen havde gjort rent i det pågældende hotelværelse.
Hun kontaktede hotellets ledelse med meldingen om, at "det flyder med narko i små poser".
Politiet sendte straks en patrulje til hotellet og ransagede hotelværelset. Der blev fundet 55 gram ketamin og 22 gram hash.
Den 28-årige mand fra Aalborg er nu sigtet for salg af narko, mens en 31-årig kvinde fra Frederikshavn, der også befandt sig på værelset, ikke er sigtet i sagen.
Fra narko på Quality Hotel The Reef til et indbrud på Saltebakken i Frederikshavn.
I perioden fra fredag 13. september kl. 16.00 til mandag 16. september kl. 8.00 har der været indbrud i et lager på Saltebakken.
Det er endnu uvist, om der er stjålet noget.
Tyvene kom ind ved at lave et hul i en masonitplade i en vestvendt bygning, det vil sige ud mod Europavej.