VendelBuerne afsluttede udendørssæsonen - nu rykker de på Knivholt
I weekenden var der masser af liv og aktivitet på VendelBuernes udendørs skydebane på det gamle depot i Tolne. Konkurrencen markerede, at nu er det tid til, at VendelBuerne flytter til den store indendørs vinterskydebane på Knivholt i Frederikshavn.
Det var blevet tid til afslutning af årets store konkurrence mellem de nordjyske bueklubber, “Det Gyldne Slip”, og samtidig var det også tid til at holde kredsmesterskab for jagtbueskydning for Danmarks Jægerforbund.
Det blev til en god dag med mere end 40 skytter på den udfordrende bane rundt i skoven. Der var skytter i alle fire kategorier i 3D skydning, Compound både herre- og dame-række, Recurve og Compound Junior. Efter mere end tre timer ude på banen kunne de forskellige vindere kåres.
Konkurrencen markerede også, at nu er det tid til, at VendelBuerne flytter indendørs på Knivholt.
Her er de at finde hver tirsdag aften 24. september hele efterår- og vintersæsonen, inden de igen til foråret flytter til Tolne for at være i skoven.
Hvis du har spørgsmål til skydningen med videre, så ring gerne til Gordon Qvist 41776611, som er formand for VendelBuerne.