Eventtekniker laver modeshow med HTX'ere til svendeprøve
Mode, HTX og svendeprøve hænger overhovedet ikke samme, vil de fleste sikkert sige. Men med lidt snilde og et par tilfældigheder var det faktisk lige præcis det mix, der løb af stablen på EUC Nord i Frederikshavn.
Eventtekniker-lærling Oliver Mathiasen Christoffersen – i lære hos Rust Aps i København - skulle til svendeprøve i specialet audio – altså lyd. Han havde gjort sig nogle erfaringer ved Copenhagen Fashion Week, hvor hans lærested stod for flere events. Og så lagde han 2 og 2 sammen og tænkte at lade sin svendeprøve omhandle et modeshow, hvor han især fokuserede på lyden.
Modeshow har man aldrig prøvet til en svendeprøve hos eventteknikerne før, så man var lidt på herrens mark, indtil nogle kendte lidt til HTX Frederikshavns studieretning Teknologi & Design, der bor mindre end 100 meter fra eventteknikerne på EUC Nord på Hånbækvej.
Og lige pludselig gik det hele op i en højere enhed, da HTX-eleverne var helt med på idéen. De designer blandt andet tøj, og chancen for at præsentere det med det helt store show vakte stor glæde hos eleverne.
Som sagt så gjort. Oliver Mathiasen Christoffersen satte et imponerende anlæg op med scene, lys og lyd, hvorpå HTX-eleverne iklædte sig moderigtigt tøj og gik catwalk på scenen i de 10 minutter, showet varede.
Eleverne havde valgt temaet "ekstraordinært" til deres påklædning og havde inden øvet sig i at gå catwalk. Oliver Mathiasen Christoffersen havde fokus på lyd, og han brugte blandt andet 3D-lyd med tracker, så lyden fulgte de enkelte HTX-elever på scenen.
Efterfølgende var Oliver Mathiasen Christoffersen til en mundtlig eksamen på en halv time. Han bestod svendeprøven som Eventtekniker med audiospeciale. Han blev også tildelt branchens guldmedalje for et særdeles overbevisende resultat.
Og HTX-eleverne havde en god dag med at "lege" modeshow i nogle fantastiske rammer. Selv om man er næsten naboer på EUC Nord, er det faktisk første gang, man har arbejdet sammen, og fra begge lejre lyder det, at det vil man helt sikkert gøre igen.