Gå til hoved-indhold
18. juli 2023 - kl. 09.07

Jul i Juni afvikles også i Frederikshavn i 2024

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
    Der blev "uddannet" 35 nye nisser på Nisseskolen på torvet mellem Bone's og Danhostel Frederikshavn City.
Af: Michael Frederiksen

Julemænd, nissemødre og nissebørn fra flere nordiske lande kommer til Frederikshavn igen næste år. Det oplyser Frederikshavns julemand, Santa Julle, til Kanal Frederikshavn. Jul i Juni er afviklet i Frederikshavn siden 2017, og arrangementet fortsætter i 2024.

- Frederikshavn er meget centralt for de nordiske deltagere og de, der kommer fra Sjælland. Og deltagere, der vælger at flyve, kan jo ankomme til Aalborg lufthavn, forklarer Santa Julle.

Der er dog også en anden væsentlig årsag til, at Frederikshavn år efter år formår at lokke julefamilier fra nær og fjern til Frederikshavn.

- Vi mærker en utrolig positiv stemning fra de mange erhvervsdrivende, der hvert år hjælper os med præmier til vores Juhulelotteri, udtaler Santa Julle.

Dette års overskud blev på 11.000 kroner, som tilfalder Barnets Blå Hus i Frederikshavn.

- Det er en god følelse at kunne hjælpe udsatte børn og unge i kommunen samt være med til at trække turister til byen, siger Santa Julle, som sammen med sin familie er primus motor i arbejdet med Jul i Juni.

Der var 52 deltagere i år. De boede primært på Danhostel Frederikshavn City, som gav rabat. Derudover var der en lang række uundværlige samarbejdspartnere, blandt andet KiDS Coolshop, Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn, FREDERIK, Palads Teatret, Føtex og Bone's.

- Men uden hjælp fra Nordea-fonden, som bevilgede 15.000 kroner, havde det ikke været muligt at gennemføre Jul I Juni 2023. Det er vi meget taknemmelige for, understreger Santa Julle.

Han glæder sig også over, at der blev "uddannet" 35 nye nisser på Nisseskolen på torvet mellem Bone's og Danhostel Frederikshavn City.

- Der var mødt så mange børn op, at jeg måtte have fat i nisseværkstedet for at få ekstra diplomer. De 35 børn fik alle godkendt den skriftlige prøve, lært at røre i risengrødsgryden samt prøvet at lave ballondyr, ansigtsmaling og glimmertattoos, siger Santa Julle.

Disse nisser får nu mulighed for i november og december at deltage som Santa Julle og Julemor Ruths nissebørn rundt omkring til de forskellige julearrangementer i Frederikshavn Kommune.

I 2024 afvikles Jul i Juni i dagene 21.-23. juni.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...