Cheføkonom i Spar Nord beklager: - Det er udelukkende en fejl fra min side
- Jeg kan kun sige, at jeg er ked af den uro, som pressemeddelelsen har skabt, og at det for mig er en klar reminder om, at vi skal dobbelttjekke tal og tekst, inden vi sender noget ud af huset.
Det siger cheføkonom Jens Nyholm, Spar Nord, i en kommentar til den pressemeddelelse, som Spar Nord mandag formiddag udsendte.
Den handlede om, hvordan boligsituationen i landets kommuner kommer til at se ud i 2030, men følgende udtalelse fra Jens Nyholm stjal opmærksomheden.
- Ifølge tal fra Danmarks Statistik står der allerede i dag mere end 5.000 boliger registreret som ubeboede i Frederikshavn Kommune.
Denne vinkel ramte overskriften i NORDJYSKE - til stor overraskelse og irritation for blandt andre ejendomsmægler Tommy Fuglsang, som er indehaver af Nybolig i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
- Tallet passer simpelthen ikke. Der er ikke 5000 ubeboede boliger i kommunen. I eksempelvis Skagen vil der givetvis være rigtig mange boliger uden tilmeldt cpr-nummer, men det gør jo ikke boligerne ubeboede. Det er meget uheldigt, at man ikke har gjort sig den ulejlighed at analysere tallene bare en smule, når man udtaler sig som ekspert, mener Tommy Fuglsang.
Jens Nyholm bekræfter, at netop denne type bolig optræder som "ubeboet" i Danmarks Statistik, men han fastholder dog, at tallet på de 5000 er korrekt.
- Det er det tal, der kommer frem, hvis man søger i Danmarks Statistik på ikke beboede boliger. Men det er bare ikke et tal, der kan bruges i en sammenligning med det beregnede boligbehov frem mod år 2030, da tallet kun kigger på, hvor der ikke er tilknyttet et cpr-nummer, og at det derfor kan være alt fra en bolig, der benyttes til Airbnb eller er sommerhus, siger Jens Nyholm til Kanal Frederikshavn.
Tommy Fuglsang forstår slet ikke, at Spar Nord vil lægge navn til en pressemeddelelse af denne karakter.
- Vi kan straks mærke, at det skaber en unødvendig uro i markedet, og det er irriterende, når det bygger på nogle tal, som vi ikke kan bruge til noget, mener den lokale ejendomsmægler.
Jens Nyholm beklager situationen.
- Det er udelukkende en fejl fra min side. Tallet på 5.000 skulle aldrig have stået der. Vi har ikke nævnt et tilsvarende tal for de øvrige byer, der er nævnt i pressemeddelelsen, og det skulle vi heller ikke have gjort for Frederikshavn, erkender Jens Nyholm.