23 unge fra 12 lande deltager i Lions' ungdomslejr i Drengeborgen
Samvær, venskaber og oplevelser. Det bliver menuen i to uger for 23 unge fra 12 lande. De lokale Lions-klubber Kattegat, Bannerslund og Frederikshavn modtog de unge på Drengeborgen ved Ålbæk i lørdags.
Inden de ankom til Ungdomslejren, havde de unge boet hos hver sin værtsfamilie i en eller to uger, hvor de har oplevet danskheden i de 23 forskellige værtsfamilier.
Lions-klubberne har sat rammerne og lavet et spændende program. De unge skal blandt andet på udflugt til Læsø, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Skagen og på kanotur på Uggerby Å samt meget mere.
Foruden de mange udedage skal de også være hjemme i lejren for at lave mad, vise billeder og fortælle om deres hjemland.
Programmet er udarbejdet i overensstemmelse med Lions' internationale program for ungdomsudveksling:
- at bidrage til unges gensidige kendskab til og forståelse for levevis og kulturer i andre lande
- at udsende unge danskere til lande over hele verden
- at modtage maksimalt 70 unge fra andre lande i verden
- at tilbyde unge fra udlandet i aldersgruppen 17-21 år et ophold i en international dansk ungdomslejr
- at tilstræbe deltagelse af flest mulige nationaliteter i den samme lejr
- Lions er ikke et rejsebureau, men en kulturformidler. Unge mennesker og deres familier rejser jo verden tynd uden at komme helt tæt på det pågældende lands kultur og traditioner. Ved deltagelse i Lions' ungdomsudveksling får de unge en større medmenneskelig forståelse, og det er netop formålet med Lions' Ungdomsudvekslingsprogram, siger Niels Christian Andersen og Kurt Berg Larsen.
De tre klubber har i de sidste uger op til camp’en forberedt sig på at modtage de unge, så der er blevet planlagt, købt ind, skrubbet og skuret, så det hele stod flot og indbydende til at tage imod de unge.
Når de unge ankommer sammen med deres værtsfamilier, stiger spændingen: Hvem skal man bo sammen med? Må man drikke vand fra vandhanen? Hvad skal vi spise?
Men som lejrchef Søren Bohse Hendriksen slog fast i sin velkomsttale:
- Vi har lavet et program, som gerne skulle øge kendskabet til hinanden og hinandens kulturer, og vi håber, at camp’en gennem en række oplevelser kan være med til skabe nye venskaber.