Frivillige "madmødre" i Barnets Blå Hus: Det gavner os at være noget for andre
Rie Cleemann og Helle Nørbak er begge frivillige i Barnets Blå Hus, og det har de været i henholdsvis syv og fire år. De har begge altid gerne villet arbejde med børn, og i Barnets Blå Hus får de som "madmødre" lov til at stå for aftensmad én gang om ugen og yde omsorg over for de børn og familier, der benytter tilbuddet: "Familierne kender os, og de ved, at de altid kan komme til os, hvis der er noget", siger de.
Barnets Blå Hus åbnede i Frederikshavn i 2016. Huset er et behandlings- og støttetilbud til børn, unge og deres familier, som har særlige udfordringer grundet alkohol- eller stofmisbrug i familien. Der er for øjeblikket tilknyttet 48 børn til Barnets Blå Hus, som hver uge har mulighed for at indgå i specialiserede terapiforløb, sparring med andre familier og andre sociale aktiviteter.
Huset består af professionel såvel som frivillig arbejdskraft, og det er særligt her, at 70-årige Rie Cleemann og 68-årige Helle Nørbak kommer ind i billedet. Som frivillige madmødre har de én gang om ugen ansvaret for at handle ind og lave aftensmad til familierne, som altid nydes i fællesskab:
- En vagt starter for mig kl. 14, hvor jeg handler ind til aftensmad. Når børnene begynder hos os, får de hver især en ønskeliste til nogle livretter, og jeg forsøger at handle ind, så der er noget, alle kan lide. Det er meget hverdagsmad, som børn godt kan lide. Jeg får i hvert fald ikke de store klager, så det må jo være lækkert nok, siger en beskeden Helle Nørbak med et glimt i øjet.
- Man mærker, de er glade for os, og jeg synes jo også, at vi gør en god indsats. Vi er der og vil gerne gøre en forskel for dem. Ligesom Helle holder jeg mig også meget i køkkenet, men jeg vil gerne snakke med børnene, som også er interesserede i os – og ikke mindst i, hvad vi skal have at spise. Jeg har f.eks. en dreng på mit hold, som mener at kunne smage det hemmelige krydderi i min mad; nemlig kærlighed, fortæller en grinende Rie Cleemann, der tilføjer, at det er sådanne øjeblikke, der er med til at gøre arbejdet meningsfuldt.
Rie var tidligere ansat som sygehjælper på Frederikshavn Plejehjem, og Helle er uddannet social- og sundhedsassistent. De har dermed begge stor erfaring med generel omsorg og pleje, men de har alligevel altid vidst, at de gerne ville arbejde med børn. Da de stoppede med at arbejde, gik der derfor ikke lang tid, inden de søgte nye udfordringer i Barnets Blå Hus. Rie Cleemann forklarer her om sin særlige motivation for at være frivillig i Barnets Blå Hus:
- Jeg har selv haft et barnebarn, der gik der, og jeg var med dernede en dag, hvor det gik op for mig, at jeg gerne ville være med til at gøre en forskel. Jeg var færdig med at arbejde på det tidspunkt, og jeg var nok begyndt at kede mig lidt, så det passede rigtig godt. Herudover har jeg selv haft mange af de samme udfordringer omkring alkoholmisbrug i den nære familie tæt inde på livet, så jeg kan sætte mig ind i mange af familiernes udfordringer og vil gerne gøre en indsats for dem, fortæller Rie Cleemann, og Helle Nørbak fortsætter:
- I hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet med ældre, og da jeg gik på efterløn, tænkte jeg derfor, at det kunne være spændende at prøve at arbejde med en yngre målgruppe. Jeg fulgte med i, hvad der skete i Barnets Blå Hus og faldt i den forbindelse over et opslag om at blive madmor. Min første tanke var, at det ikke var noget for mig, men jeg tog mod til mig og søgte det alligevel, og i dag er jeg bare rigtig glad for det, fordi jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel. Jeg tror, at det generelt gavner os frivillige at være noget for andre.
I Barnets Blå Hus er de frivillige kræfter en af de helt store drivkræfter bag tilbuddet. Der er i dag 11 frivillige tilkoblet, mens der er fem lønnede medarbejdere. Et tiltag som fællesspisning ville ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke der var frivillige ildsjæle, som gjorde en ekstra indsats for andre mennesker, og de frivillige er derfor et virkelig godt supplement til de terapeutiske tilbud, der er i Barnets Blå Hus. De frivilliges indsats dækker dog over langt mere end bare at lave mad – familierne har således styr på, at frivillige som Rie og Helle kommer uden at få løn for det, men fordi de gerne vil være sammen med familierne og være med til at gøre en forskel for dem:
- Jeg tror, at vores nærvær er med til at skabe en anden relation til familierne, end den de har med terapeuterne. Man kan se på fællesspisningen som et fristed. Terapeuterne gør et fantastisk stykke arbejde, men vores forhold til familierne foregår på et mere uformelt niveau, hvilket jeg er meget glad for. Familierne kender os, og de ved, at de altid kan komme til os, hvis der er noget. Vi skal være i stand til at kunne rumme dem og deres udfordringer for også at skabe en tryghed, siger Rie Cleemann, inden Helle Nørbak tilføjer:
- Vi bliver lige pludselig en del af deres familie, selvom vi som frivillige ikke kender alt til deres baggrund. Vi får en hurtig briefing om familierne og deres udfordringer, men ellers ved vi ikke, hvad de snakker med terapeuterne om, og jeg har det godt med, at vores roller er klart definerede på forhånd. Det gør det lettere bare at være mig og møde familierne i øjenhøjde.
Hvis du synes, at arbejdet i Barnets Blå Hus lyder spændende, kan du læse meget mere om deres arbejde på deres hjemmeside. Her kan du desuden finde kontaktoplysninger til dem, hvis du kunne have mod på at prøve kræfter med det frivillige arbejde i Barnets Blå Hus.
Åbner satellit i Skagen
Barnets Blå Hus åbner satellit i Skagen Barnets Blå Hus Frederikshavn åbner en satellit-enhed i Skagen. Det betyder, at børn- og familier, som er udfordret med rusmiddelproblematikker i Skagens området, nu har et sted, hvor de kan få støtte og behandling.
Beslutningstagere, samarbejdspartnere, lokale ildsjæle og andre interesserede er derfor inviteret til åbningsfest onsdag 10. april kl. 12.00-14.00.
Arrangementet foregår hos Barnets Blå Hus Frederikshavn – Satellit Skagen, Familiestuen på Pilekrattet, Cronborgvej 20, 9990 Skagen.
Af hensyn til forplejning er der tilmelding til Lise Nepper Larsen, daglig leder af Barnets Blå Hus Frederikshavn, på mail lnl@blaakors.dk
Frivilligenter Frederikshavn
Vil du vide mere om, hvad der foregår i den frivillige sociale verden, er du velkommen til at kigge forbi Frivilligcenter Frederikshavn, Danmarksgade 12 i Frederikshavn.
Der er åbent mandag-torsdag fra 10-15. Du kan også ringe på 40331216 eller sende en mail på info@frivilligcenterfrederikshavn.dk.