Gå til hoved-indhold
03. september 2024 - kl. 00.09

Frederikshavn mister endnu en lægeklinik

  • 1 af 1
    Region Nordjylland oplyser, at kun to lægeklinikker i Frederikshavn tager nye patienter. Det er alles Lægehus Frederikshavn og Lægeklinikken Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn mister endnu en lægeklinik. Det fremgår af Klinik Søndergaards hjemmeside.

Lægeklinikken på Rådhus Allé 52 i Frederikshavn holder lukket på grund af sygdom. 

På hjemmesiden står der, at Mads Søndergaard forventes at være sygemeldt i en længere periode.

"Lægeklinikken ophører senest ved udgangen af februar 2025. Der arbejdes på at finde en løsning for patienterne. Indtil da henvises til områdets øvrige læger. Vi opfordrer patienterne til at overveje at skifte læge nu. Vi beklager de gener, det medfører", skriver Klinik Søndergaard.

Valgmulighederne er begrænsede, hvis Klinik Søndergaards patienter følger rådet og skifter læge nu.

Et blik på Region Nordjyllands hjemmeside afslører, at kun to lægeklinikker i Frederikshavn er åbne for tilgang af patienter. Det er alles Lægehus Frederikshavn, som ligger på sygehuset på Barfredsvej, samt Lægeklinikken Frederikshavn, der ligger på bagsiden af sygehuset i Vestergade.

Er man villig til at køre længere, er der fem muligheder mere i Frederikshavn Kommune. Det er Lægerne Skovbrynet 1 og Lægerne Karsten Ewald & Carl Brandt, begge i Skagen, Lægerne i Dybvad, Lægeklinikken i Ålbæk og Lægerne Chrestensmindevej i Sæby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...